Skriv til: redaktion@sydmedier.dk      Vordingborg, Næstved, Nykøbing F., Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Kalvehave, Bogø, Præstø, Stege, Møn, Nr. Alslev, Nordfalster

Præstø – Læs om byen og omegn her

Præstø

Præstø var oprindeligt en ø, deraf navnet. I 1850 blev Præstø dog landfast, som vi kender den i dag.

Præstø Kirke er et af de største vartegn i byen og indgik i 1470 som et Antoniterkloster. Kirken blev i følge historien skænket af Christian 1. til det nye kloster, og har fungeret som både sognekirke og klosterkirke for antonitter-munkene. Selve klosteret står ikke længere den dag i dag, men kirken blev tilbygget sidenhen og står med sine særegne tre gavle mod syd, som tårner sig ud mod fjorden. Skt. Antonii Ordenen er i øvrigt kendt for deres T-formede Antoniterkors, som også står som vartegn i en privat have nær havnen i Præstø.

Området omkring klosteret og kirken hedder Klosternakken – her havde munkene en klosterhave. I 1700-tallet fungerede arealet som køkkenhave for Præstøs egen dragonkaserne. Herfra fik dragonerne stillet noget af sulten. Kasernen lå ligeledes på Klosternakken i den bygning som i dag huser Præstø Privatskole.   

Op gennem industrialiseringen har Præstø haft både bryggeri, jernstøberi og maskinfabrik. I starten af 1900 blev der anlagt jernbane til Næstved, så infrastrukturen har sat gang i industrien. I starten af 1960’erne blev jernbanen nedlagt igen, og Præstø har sidenhen været mere afhængig af handel med oplandet.

I dag er Præstø fortsat en hyggelig købstad med en spændende historie, store industrivirksomheder og et godt kulturliv. Man kan blandt andet komme på guidet byvandring.

Gastronomi

I de gamle munkes klosterhave ligger i dag Hotel Frederiksminde, ved siden af kirken. Hotel Frederiksminde blev i 2016 præmieret med en Michelin-stjerne i den meget anerkendte Michelin-guide. Hotellet ligger på toppen af Klosternakken med en smuk udsigt over fjorden, og blev etableret kort efter den første grundlov blev vedtaget. Frederiksminde blev bygget i 1870 som forsamlingshus og er opkaldt efter Kong Frederik VII, hvis buste ligeledes står i parken.

Hotel Frederiksminde i Præstø (Foto: Kim Ingemann Erichsen, kim@peakpro.dk)

Kultur

Præstø har et rigt kulturliv og man kan fra forår til sensommer opleve flere lokale markeder og festivaller.

Hvert forår kan der opleves Fransk Forår i Præstø, der er et stort marked med sydlandsk stemning. Nogle hyggelige dage med masser af muligheder for at handle, men også mulighed for blot at være til stede og spise god mad, høre musik m.m. Fransk Forår besøges hvert år i maj af mange både lokale og turister.

Præstø Litteraturfestival afholdes hvert år i juni måned og på programmet er nogle af Danmarks både kendte og mindre kendte forfattere, som gæster festivallen for at holde oplæg eller debatter om deres værker og litteratur generelt.

Nysø Gods huser i dag Thorvaldsen Samlingen, som er en udstiling af de værker som Thorvaldsen lavede, når han residerede på Nysø hos familien Stampe i midten af 1800-tallet. Familien fik indrettet et atelier til Thorvaldsen som kan ses fra parken, når man besøger godsets park. Nysø har været inspiration for mange af datidens kunstnere, forfattere og filosoffer, som Grundtvig, Ingemann og H.C. Andersen. Godset ejes stadig af familien Stampe den dag i dag.

Erhvervsliv i Præstø

Knudsen Extrusion er en kunststoffabrik, som producerer slanger, rør og andet i termoplastisk materiale. Virksomheden ligger i Præstø og har ca. 40 ansatte. Virksomheden har eksisteret siden 1959 under navnet Palle Knudsen Kunststoffabrik, og eksporterer til blandt andet vindmølle- og medicinalindustri i mere end 30 lande. Med virksomhedens internationale profil valgte de i 2019 at skifte navn til det nuværende Knudsen Extrusion.

Oremandsgård Gods syd for Præstø er et af de mange historierige godser på Sydsjælland. I dag drives godset af August Hage, som overtog gården i 2013 i en alder af 25 år. Oremandsgård er kendt for deres økologiske landbrug, deres destilleri hvor de producerer egen gin og whiskey samt for udlejning til både konferencer og bryllupper.

Insatech ligger i Bårse ved Præstø og er en produktionsvirksomhed som siden 1989 har arbejdet med instrumentering og kalibrering til kunder i hele verden – blandt andet til pharma- og marine branchen. Virksomheden har kontorer i Odense, Esbjerg og Aalborg og har mere end 70 ansatte landet over.

Zenvo Automotive er danmarks eneste superbil-producent. De ligger i Præstø og producerer fem biler årligt. Zenvo har egen produktion, så hver en del af bilen fra motor til interiør og lakering bliver lavet in-house. I 2014 var en af Zenvos biler med i et afsnit af TopGear, hvor den nåede en tophastighed på 304 km/t. Desværre blev afsnittet og Zenvo også kendt for at bilen efterfølgende brød i brand.