Når SmallStars Blues Band traditionen tro inviterer til Juleblues på STARS, bliver det i år med et velkendt og stærkt navn på scenen. Sahra da Silva vender tilbage til Juleblues som gæstesolist. Hun er kendt for sin intense og nærværende vokal, der bevæger sig fra det rå og eksplosive til det sårbare og underspillede. Publikum kan glæde sig til udvalgte sange fra hendes eget repertoire – og måske en klassisk juleblues eller to – leveret med råstyrke, varme og masser af soul.
SmallStars Blues Band har denne aften også allieret sig med to stærke guitarister, Henrik Berger og Joachim Svensmark, der begge bringer stor erfaring og spilleglæde med på scenen.
Henrik Berger er født og opvokset i Fredericia og har gennem de seneste 40 år spillet med en lang række danske kunstnere, heriblandt Mike Tramp, Peter A.G., Burhan G. og Sanne Salomonsen. I dag spiller han blandt andet med Herreholdet, Klaus Handsome og Nukâka Coster-Waldau. Til Juleblues har Henrik tænkt sig at hylde nogle af sine gamle helte ? blandt andre ZZ Top og Gary Moore.
Joachim Svensmark er født i Berkeley, Californien, og har beskæftiget sig aktivt med musik siden 13-årsalderen. Mange kender ham som fast guitarist i Thorbjørn Risager & The Black Tornado, hvor han har spillet med siden 2019.
Der er lagt op til en stemningsfuld aften med blues, soul, stærke guitarer og masser af musikalsk overskud, når SmallStars Blues Band samler venner og gæster til Juleblues på STARS.


