
Arild Kvartetten
Publikum får en enestående mulighed for et “sneak peek”, før Arild Kvartetten indleder sin Beethovencyklus på Operaen i København.
I 2016 og 2017 spiller kvartetten samtlige Beethovens 16 strygekvartetter ved en række koncerter på Operaen, og Orenæs Saloners publikum får nu mulighed for at høre tre af dem før tid. Det drejer sig om de tidlige strygekvartetter Opus 18, nr. 2 i G-dur og nr. 6 i B-dur samt Opus 74 i Es-dur, også kaldet “Harpen”.
Arild Kvartetten har siden sin debut i 2008 markeret sig blandt de førende danske kammerensembler og høstet mange roser for sit modne og noble spil. Kvartettens medlemmer er alle erfarne kammermusikere med ledende stillinger i Det kgl. Kapel og DR SymfoniOrkesteret. Hver især har de gjort sig gældende som førende på deres instrument og samlet i en kvartet om, hvad der anses for den mest sublime kammermusik, kan publikum se frem til en stor oplevelse.
I Orenæs Saloner kommer publikum helt tæt på musikerne – præcist som det har været, da musikken blev uropført på Beethovens tid.
Musikerne er: Koncertmester i Det Kgl. Kapel Tobias Durholm, soloviolinist i Det Kgl. Kapel Anna Zelianodjevo, bratschist i DR SymfoniOrkestret Stine Hasbirk og solocellist i Det Kgl. Kapel Ingemar Brantelid.
Koncerten er støttet af Kulturelt Samråd i Guldborgsund Kommune og Solistforeningen af 1921.
Fakta:
Søndag 24. januar kl. 15.00
Orenæs Saloner
Orenæs Skovvej 12, Orehoved
4840 Nørre Alslev
Entré 150 kr, under 18 år 1/2 pris
Reserveres på tlf. 61 77 08 26
Email: birgitte@getting.dk
Online salg: www.orenaessaloner.dk