Onsdag den 25. februar 2026 kl. 19 præsenterer Egnsteatret en unik forestilling i Pavillon K, hvor to af Danmarks mest markante improvisationsmusikere, Randi Pontoppidan og Thomas Agergaard, sammen med Svend E. Kristensen og hans kompagni Sew Flunk Fury Wit (SFFW) skaber et særegent performativt rum.
Musikalsk improvisation med menneskestore dukker
I forestillingen “I Det Øjeblik De Viser Sig” kombineres improviseret musik med hypernaturalistiske, menneskestore dukker i en musikalsk praksis baseret på spontan komposition. Pontoppidan bidrager med stemme og live elektroniks, mens Agergaard spiller saxofon og fløjter. Sammen med SFFW’s dukker skaber de et intimt samspil mellem dukkefører, figur og musikere, hvor dukkerne træder ind og ud af det levende og det døde.
Svend E. Kristensen og de to musikere har tidligere spillet sammen ved flere lejligheder, blandt andet i Cairo i 2021. Publikum fik en lille smagsprøve på de karakteristiske dukker til Kulturfesten fredag den 23. januar på STARS, hvor Svend E. Kristensen åbnede festen.
Neopuppetry og poetiske væsner
Dukkerne er skabt gennem mange års udvikling af SFFW’s neopuppetry-praksis og fremstår som poetiske, menneskelignende væsner, der med stort nærvær udfordrer grænsen mellem objekt og besjæling. I improviserede forløb sammenvæves lydlandskaber og figurer i en koreografi af åndedrag og æstetiserede bevægelser i en interaktion med overraskende musikalske impulser.
Pontoppidan, Agergaard og Svend E. Kristensen bygger videre på deres tidligere værkers lydlige og performative undersøgelse af stemmen, kroppen og det uoversættelige. Sammen skaber de et ekspressivt sonisk og poetisk univers, hvor lydhørhed og intuitiv timing er omdrejningspunktet.
En hypnotisk oplevelse
Publikum inviteres med ind i et tidløst mellemrum — en rejse ind i musikken, stemmen og dukkernes verden, hvor ritual, sanselig poesi, avantgarde og moderne performance flettes sammen i en hypnotisk, billedstærk oplevelse.
Kunstnerne bag
Svend E. Kristensen, lokal kunstnerisk leder af scenekunstkompagniet Sew Flunk Fury Wit (SFFW), er kendt for arbejdet med hypernaturalistiske, menneskestore dukker i sanselige musikdramatiske universer og har gennem mange år ladet sig inspirere af samarbejder i Japan. Han har med kompagniet skabt markante værker som STØV og Ritual-Rejsekammeraten. Forestillingerne har spillet på Det Kongelige Teater og ved internationale festivaler på 4 kontinenter.
Randi Pontoppidan er kendt for sin radikale brug af stemme og live-elektronik og er flere gange DMA-Jazz-nomineret og har samarbejdet med bl.a. Marilyn Mazur. Hun optræder internationalt og har optrådt for Hendes Majestæt Dronning Margrethe II samt spillet på bl.a. Royal Albert Hall og Carnegie Hall.
Thomas Agergaard er internationalt anerkendt som en central skikkelse i den nordiske avantgarde og har bl.a. samarbejdet med Thomas Blachman. Hans tidlige udgivelser har i de senere år fået et nyt internationalt publikum med millioner af streams på Spotify.
Praktisk information
Forestillingen er en del af SceneKortet for 2026. SceneKortet gør dig til medlem af Pavillon K-KLUBBEN og giver dig 10–40 % rabat til forestillinger og arrangementer, særlige tilbud og nyhedsbreve om alt det, der sker. Scenekortet koster 195 kr. for hele 2026.
Billetpriser:
Normalpris: 175 kr. (inkl. gebyr)
Under 25 år: 105 kr. (inkl. gebyr)
Pris for SceneKortholdere: 105 kr. (inkl. gebyr)
Gruppe under 25 år (min. 6 pers.): 40 kr./billet
Billetter kan købes på www.egnsteatret.dk
Alder: 9+ år
Varighed: 60 minutter
Link til forestillingen her: egnsteatret.dk/events/i-det-oejeblik-de-viser-sig/


Tilmeld dit arrangement til kalenderen – klik her