Cantabile 2, egnsteater i Vordingborg, har ved årsskiftet ansat en producent med solid erfaring i ledelse, udvikling og samarbejde. Maria Westh Hage – som vil være kendt af mange i Vordingborg, hvor hun bor – har i en årrække arbejdet indenfor uddannelses-verdenen med skoleledelse, udvikling og samarbejder på tværs af organisationer, kommune og erhvervsliv.
I det daglige skal Maria Westh Hage stå for samarbejde – både internt og eksternt – fundraising, salg af forestillinger, styrkelse af både lokale, nationale og internationale netværk, samt den overordnede planlægning, der skal sikre rum til teatrets kunstneriske udvikling. Den første internationale opgave for Maria bliver hendes deltagelse til april i det europæiske teaternetværksmøde IETM, som finder sted i Lissabon. Det er bl.a. på disse møder Cantabile 2 gennem årene har knyttet gode kontakter og samarbejder, som er kommet Vordingborg til gode, når det har resulteret i fantastiske forestillinger under Waves Festival og seminarer med deltagelse fra store dele af professionelt europæisk teaterliv, bl.a. i forbindelse med Waves Extra.
Maria Westh Hage har gennem en årrække arbejdet med skoleledelse og organisationsudvikling, projektledelse og samarbejder mellem ungdomsuddannelser, det kommunale felt, erhvervsliv og foreningsliv. Dette har givet hende en god ballast til at varetage de fremtidige projekter, som hun skal være ansvarlig for hos Cantabile 2. F.eks. er Maria allerede i fuld gang med at forberede den nye sommerevent, som Cantabile 2 står for – en storslået event, der ligger i de år, der ikke er Waves Festival. Som det ser ud nu, vil sommerevent 2018 finde sted i Præstø og tage udgangspunkt i byens væld af gode lokalhistorier, som de bliver fortalt af lokale borgere.
Maria bidrager med et solidt lokalt kendskab og ser frem til at være med til at udvikle teatrets profil, både lokalt, nationalt og internationalt. ”Jeg har ikke arbejdet med teater før, men jeg er helt tryg ved denne verden, fordi det jo handler om udvikling og samspil mellem mennesker, og det har jeg stor erfaring med. Desuden kender jeg Cantabile 2 rigtig godt gennem mine mange år som trofast tilskuer og stor fan af deres forestillinger ” siger Maria, og tilføjer: ”og jeg mener netop at kunne bidrage med noget positivt til teatret ved at komme med en anden faglighed. Jeg glæder sig til at tage fat på både de nuværende og kommende produktioner og projekter som en del af teamet på Cantabile 2.”
Maria Westh Hage er lederuddannet og har fire års erfaring som leder på Ungdomsskolen og 10. klasse i Vordingborg Kommune. Om jobskiftet udtaler Maria, at hun ikke kunne sige nej til tilbuddet om at blive producent på Cantabile 2 med de helt nye udfordringer, det vil bringe. Maria startede på Cantabile 2 den 2. januar 2018.