Efter flere års restaurering og nænsom renovering åbner Mølleporten i Stege nu for offentligheden. Det sker fredag den 11. april 2025 kl. 13.00, hvor Museum Sydøstdanmark og Vordingborg Kommune inviterer alle borgere og besøgende til at opleve det ikoniske middelalderbyggeri.
Restaureringsarbejdet blev igangsat i 2020, og fem år senere står Mølleporten nu klar til at tage imod publikum. Målet har været både at sikre bygningens fremtid og at genskabe vigtige historiske detaljer, der med tiden var gået tabt. Der er arbejdet med stor respekt for det oprindelige udtryk, og resultatet er en bygning, der igen kan fortælle sin del af Steges rige middelalderhistorie.
Gratis adgang for alle
Ved åbningen den 11. april vil der være gratis adgang for alle, der har lyst til at opleve Mølleporten indefra. Her får publikum for første gang mulighed for at komme ind i den markante byport, gå op i de øvre etager og nyde den storslåede udsigt – samtidig med at man mærker historiens vingesus og får indblik i liv og forsvar i middelalderens Stege.
Inde i Mølleporten formidles fortællinger om Møns middelalderhistorie – herunder Steges befæstning, livet i byen og portens funktion gennem århundreder. Mølleporten blev formentlig opført mellem 1418 og 1452 som en del af Steges befæstning, sammen med voldgrav og jordvold. Dengang så tårnet anderledes ud – uden tag og med kun to etager – og i perioder har det blandt andet fungeret som fængsel under den såkaldte “onde tid”.
Flere gange i historien har Mølleporten været tæt på at blive revet ned på grund af sin dårlige stand. Men med fondstøtte fra Realdania og fra A.P. Møller Fonden er der nu gennemført en grundig restaurering – og nu står Mølleporten atter som et stolt vartegn for byen.
Fakta om Mølleporten
Mølleporten i Stege blev opført i 1400-tallet som en del af byens befæstning, og er i dag en af Danmarks bedst bevarede middelalderbyporte. Den er netop blevet restaureret i perioden 2020-2025 med støtte fra Vordingborg Kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden, og drives nu som udstillingssted af Museum Sydøstdanmark.
Porten genåbner for offentligheden fredag den 11. april kl. 13.00, hvor der er gratis adgang på åbningsdagen.