LitteraturSelskabet Nordbrandt inviterer til en aften med forfatter Stine Askov om hendes anmelderroste roman Varme hænder.
Bogen handler om pædagogen Camilla, der drømmer om mere ro i sit arbejde. Hun siger sin stilling op og får job som handicaphjælper for forfatteren Mathilde. ”Verdens nemmeste job” står der i jobannoncen. Men kombinationen af Camillas ønske om at leve op til egen faglighed og
Mathildes høje krav skaber en stadigt stigende spænding i romanen.
Varme hænder er også blevet kaldt en ”omsorgsgyser” og giver et sjældent indblik i de dilemmaer, man møder som omsorgsperson, og er samtidigt en undersøgelse af personlige grænser og værdighed både for dem, der modtager og giver omsorg. Med titlen, Varme hænder, skriver romanen sig ind i samfundsdebatten om velfærdsstatens rolle i omsorgsarbejdet, og rejser blandt andet spørgsmålet om, hvad professionel omsorg egentlig vil sige. Stine Askov, der har mere end tyve års erfaring som pædagog, ærgrer sig over, at omsorgsarbejde reduceres til et spørgsmål om såkaldt ”varme hænder”.
Flotte anmeldelser
I Berlingske Tidende skriver anmelder Søren Kassebeer:
… ”Stine Askovs roman »Varme hænder« handler om omsorg og afmagt. Om, hvad der sker, når de stærke ikke kan udholde de svage. Det er dygtigt ubehageligt”.
Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen mener, at Stine Askov skriver:
… ”knivskarpt om dilemmaerne i omsorgsarbejde,” og kalder ’Varme hænder’: … ”et must for alle, der arbejder med pasning og pleje”.
Tid og sted
Forfattermødet finder sted onsdag d. 23. oktober 2024 kl. 19 på Møn Bibliotek. Billetter kr. 150 hos Bog & Ide, Stege. Tlf. 55 81 53 33. E-mail: 7750@bogpost.dk