Der satses i årene fremover mange penge og ressourcer i at udvikle og styrke Vordingborg by og byens handelsliv. Den nuværende City-manager skal fremadrettet arbejde med netop det for øje. Samtidig arbejdes, der med at skaffe midler til en købstadskoordinator, der skal arbejde med udviklingen i Præstø og Stege.
Det to-årige projekt med en city-manager udløber ved årsskiftet, men det betyder ikke stop for udviklingen af købstæderne Vordingborg Kommune. Tværtimod.
Vordingborg Kommune forlænger aftalen med den nuværende City-manager Lars Glasow Carlsen, idet han i 2016 dedikeres til at arbejde for en fortsat udvikling af bymidten og handelslivet i Vordingborg by. Samtidig arbejdes der med at samle midler hos kommunen og i fonde til at ansætte en købstadskoordinator som skal arbejde videre i en citymanager-lignende funktion i Præstø og Stege. De to funktioner skal arbejde tæt sammen og sikre den koordinering mellem købstæderne, der har været del af succesen de sidste to år.
”Vi er os meget bevidste om ikke at tabe de fremskridt på gulvet, som er sket gennem City-managerprojektet, og på at Vordingborg by skal udvikles endnu mere, for at kunne tiltrække både flere handlende og flere butikker. Derfor fortsætter vores nuværende City-manager i regi af projekt ”De røde Løbere” i 2016, som netop har til formål at udvikle Vordingborgs bymidte og styrke byens handelsliv. En styrkelse af handelslivet er også en af årsagerne til, at politikerne har besluttet, at bruge et stort antal millioner på at bygge et nyt centralt beliggende borgerservicecenter og opkøbe og nedrive to ejendomme i Algade,” siger borgmester Knud Larsen.
En af de primære opgaver i 2016 for Lars Glasow Carlsen vil være, at drive processen frem mod etableringen af en ny Bycenterforening, hvor byens professionelle parter som handelsforeningen, grundejerne, uddannelsesinstitutionerne, liberale erhverv, øvrige erhverv og kulturinstitutioner skal repræsenteres.
”Det er en stor opgave at løfte Vordingborg by, til at blive en attraktiv købstad med meget liv, aktivitet og fyldte butikslokaler, og investering i brosten og bygninger gør det ikke alene. Det er en opgave, som kun kan løses i et fællesskab og tæt samarbejde mellem kommunen og byens professionelle parter. Derfor er det vigtigt at strategien for udvikling og styrkelse af midtbyen udarbejdes i fælleskab, og at en Bycenterforening med en professionel ledelse, får indflydelse på og tager medansvar for byens udvikling,” siger Kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune.
Bycenterforeningen er endnu ikke dannet, men en nedsat gruppe har gennem et stykke tid arbejdet med planerne, og går alt vel, vil der formodentlig kunne indkaldes til en stiftende generalforsamling i sensommeren 2016.
Kilde: Vordingborg Kommune