Hjulene på bussen kører rundt, og lige om lidt ruller bussen og dens formidlere ind på lokale skoler og/eller gymnasiale uddannelser, for at udarbejde digitale produkter om genforeningen i fællesskab.
Genforeningsbussen gør stop ved Vordingborg Gymnasium d. 13. januar 2020.
Med Genforeningsbussen 2020 tager Museum Sønderjyllands formidlere rundt i hele landet med fokus på fire forløb til udskolinger og gymnasiale uddannelser om Genforeningen mellem Sønderjylland og Danmark i 1920.
Klasserne har inden Genforeningsbussen ankomst arbejdet med forskellige tekster, analyser og materialer ud fra det forhåndsvalgte forløb. Det er blandt andet matematiske udregninger, billedanalyser og spørgeteknikker.
Nu kommer bussen så, og eleverne skal tage alt deres forhåndsarbejde og omdanne det til digitale produkter som for eksempel en strofe, plakat, grænseforudsigelse og interview med en ung fra blandt andet Grænseforeningens elevambassadører.
Festlig, tværfaglig og tankevækkende
Genforeningsbussen 2020 er en festlig, tværfaglig og tankevækkende markering af den mest vidtrækkende enkeltbegivenhed i Danmark i det 20. århundrede – og et afsæt til at reflektere over Europas nuværende udfordringer, konflikter og muligheder for fredelig sameksistens og demokrati.
Genforeningsbussen 2020 er, af præsidiet for Genforeningsjubilæet, udnævnt til at være et af jubilæets fyrtårnsprojekter.
Du kan læse nærmere om bussen og de enkelte forløb her.
Ved skolebesøg er bussen lukket for offentligheden. Ønsker man at opleve Genforeningsbussen, kan interesserede komme forbi, når bussen stopper ved folkefester – se turnéplanen på www.msj.dk
