Henrik Engelbrecht fortæller om opera i Danmark gennem tiderne – i Nordfalsters Koncerthus
I løbet af 371 år er opera i Danmark gået fra at være en ufatteligt dyr, folkeligt udskældt og latterliggjort elitefornøjelse for kongehusets nærmeste til at være en helt naturlig del af det nutidige scenekunstudbud.
På baggrund af Henrik Engelbrechts nye bog “Opera i Danmark 1634-2005” fortæller han om både katastrofepremierer, konkurser, vild fandyrkelse, svindel og landsforvisninger. Undervejs møder vi de centrale personer, skæbner og begivenheder i historien; sangere, teaterchefer, konger, kapelmestre, komponister, instruktører, ildsjæle og smagsdommere – vi ser operasangere få fængselsstraf for pjæk og er vidner til slagsmål både på scenen og blandt publikum. Tag med operaeksperten Henrik Engelbrecht på en forrygende rejse gennem den danske musikteaterhistorie – fra Christian 4.s første operaforsøg i forbindelse med et gigantisk drukorgie i 1634 frem til åbningen af Operaen på Holmen i 2005.
Henrik Engelbrecht er musikformidleren over dem alle og er kendt fra den Klassiske Musikquiz på DR TV og som radiovært på DR P2. Engelbrecht bliver ofte inviteret i studiet som ekspert i TV-nyhedssammenhænge (TV-avisen, Deadline, TV2 News m.v.) når det drejer sig om opera og klassisk musik.
Engelbrecht har været involveret som musikformidler overalt: Det Kongelige Bibliotek, DR Symfoniorkestret, som operaredaktør, radiovært og podcastproducent på DR P2, som dramaturg på Det Kongelige Teater og Musikchef i Tivoli, han har lavet koncertintroduktioner for Copenhagen Opera Festival, Copenhagen Phil og Det Kongelige Kapel – og meget mere. Henrik Engelbrechts højt værdsatte og meget underholdende foredrag trækker overalt fulde huse.
Søndag 23. april kl. 16:00
Nordfalsters Koncerthus
Nørre Alslev Langgade 68
Billetter a 110/55 kr
orenaessaloner.dk