Skriv til: redaktion@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

Højskoleaften på Vordingborg Fri Fagskole: Koch & Marott fortolker Højskolesangbogen

af | 24. oktober 2025 | Kalender

Der er lagt op til en stemningsfuld og musikalsk oplevelse, når Vordingborg Fri Fagskole igen inviterer til højskoleaften denne gang med den talentfulde duo Koch & Marott.

Aftenens tema er Højskolesangbogen og nyere sange, og publikum kan glæde sig til et nærværende og varieret musikprogram, hvor fortolkninger af Giro 413, dansktoppen og nyere danske sange smelter sammen med klassiske højskolesange.

Duoen består af Søren Koch og Trine Marott, som med deres tætte tostemmige sang og musikalske nærvær skaber en varm og levende atmosfære.
Koncerten byder på fællessang, harmoniske duetter og solopartier med Søren Koch på akustisk guitar og Trine Marott på klarinet, harmonika, percussion og kazoo.

Trine Marott er sangerinde i børnekoncertbandet Spandango, korleder og sangkonsulent, mens Søren Koch er kendt som sanger, guitarist og bassist i The Beatophonics og The Zombies og har spillet med blandt andre Tim Christensen, Michael Falch og Peter Belli.

Der er gratis adgang, og i pausen kan man købe kaffe og kage, som indgår i undervisningsforløbet for skolens gastronomielever.

Kom og vær med til en hyggelig og musikalsk aften i højskolens ånd med fællessang, grin og god stemning på Vordingborg Fri Fagskole.

Tid og sted

Onsdag den 29. oktober kl. 19.00 – 21.00
Vordingborg Fri Fagskole, Violvej 3A, 4760 Vordingborg

 

Koch & Marott

Koch & Marott


Email

Modtag gratis nyhedsbrev fra SydMedier.dk

* skal udfyldes

Intuit Mailchimp