Det blev Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Næstved Kommune, Andreas Pourkamali, der foran flere end 300 forventningsfulde gæster torsdag aften d. 21. marts 2024 kunne åbne Holmegaard Værks nye særudstilling “FORLADT”.
Bevæbnet med boltsaks og råstyrke klippede han kæden, der i dagens anledning var sat op som afspærring, og lukkede de mange fremmødte gæster ind i udstillingen. Og blandt disse var begejstringen stor:
“Det er en fuldtsændig fantastisk udstilling. At se alle de smukke billeder i kæmpestørrelse, er simpelthen helt vildt. Det er både smukt, grimt, forfærdeligt og fantastisk på én og samme tid”, siger en af gæsterne til åbningen.
Også museumsdirektør, Keld Møller Hansen, er begejstret:
“I dag er det en glædens dag, at Holmegaard bliver forladt. Det er museets absolut største og flotteste udstilling til dato. Jeg er derfor en meget glad og stolt museumsdirektør”.
Om udstillingen
‘FORLADT’ er en gribende, rørende og fascinerende fortælling om, hvordan besparelser, centralisering, effektivisering, teknologi, penge, ensomhed og forfald alle spiller en central rolle i, hvorfor vi forlader – cementeret gennem smukke fotografier, der i sin reneste form viser alt det, der står tilbage.
Fra fotografier af forladte private hjem til russiske militærbaser, kazakhstanske rumstationer og en række helt unikke billeder fra det forladte Holmegaard Glasværk efter det gik konkurs i 2008.
Bag udstillingen står makkerparret, Jan Elhøj og Morten Kirckhoff, som de fleste måske bedst kender fra de populære DR-programmer ‘0 stjerner’ og ‘Alt forladt’.
Udstillingen er den største særudstilling til dato på Holmegaard Værk. Den strækker sig over tre lokaler, fordelt på to etager og mere end 1.200 kvadratmeter. Samlet set rummer den mere end 60 fotografier, der blæst op i gigantiske størrelser.
Udstillingsperiode: 22. marts – 20. oktober 2024

Åbning af FORLADT. Holmegaard Værk. Foto: Per Rasmussen.

FORLADT. Holmegaard Værk. Foto: Per Rasmussen.

FORLADT. Holmegaard Værk. Foto: Per Rasmussen.