Bogen, Hvert sekund tæller, er Anders J. Andersens ualmindeligt ærlige og levende beretning om tiden efter den ulykke, han kom ud for som syvårig. Fortællingen veksler mellem barndomserindringer og perspektiverende refleksioner over velfærdsstaten. På den måde lykkes bogen med at løfte den personlige oplevelse og gøre den alment interessant. Med en blanding af humor og alvor beskriver Anders J Andersen de fem år, hvor han boede på hospitaler og genoptræningssteder langt fra hjemmet.
Anders J. Andersen, f. 1962, er født og opvokset på en gård på Møn. Han er jurist og har været sektionschef i Patent- og Varemærkestyrelsen og senere handicaprådgiver for Folketingets Ombudsmand. Siden slutningen af 1980’erne har Anders J. Andersen været aktiv i handicappolitik. Han har beklædt et utal af tillidsposter inden for handicaporganisationerne både lokalt, nationalt og internationalt. I dag er han, som medlem af kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune, lokalpolitisk en markant stemme. Hvert sekund tæller er hans første bog.

