Stor idrætsfest i DGI Huset Vordingborg den 18. april – og det haster med kandidater!
Mandag den 12. marts er sidste frist for at komme i betragtning til en sand pengeregn, når Vordingborg Idrætsråd og Vordingborg Kommune i samarbejde med Øernes Revision og Møns Bank hædrer lokalidrætten.
Det sker onsdag den 18. april, hvor DGI Huset Vordingborg lægger hus til en stor fest – med kontante anerkendelser i udsigt.
– Lokalsport og lokalbank går hånd i hånd på en rigtig fin måde, siger bankdirektør Flemming Jensen. Vi støtter meget op om foreninger, som giver en sammenhængskraft i de mindre lokalsamfund.
Peter Hansen fra Øernes Revision har også god grund til at være med.
– Det er en stor glæde, at vi kan være med til at støtte op om lokale idrætsudøvere og alle de frivillige, der gør en kæmpe indsats, siger han
40.000 kr. på højkant
Årets idrætsforening har i det forløbne år gjort et ekstraordinært stykke arbejde til gavn for medlemmerne. Modtageren får 12.500 kr., og der er også penge til nr. 2, nemlig 7.500 kr.
Årets idrætsleder og Årets idrætstalent vil hver modtage 10.000 kr.
Har man en eller flere kandidater til de fire idrætspriser, skal foreningen skrive til formanden for Vordingborg Idrætsråd Henrik Pape på hpape@tdcadsl.dk senest mandag den 12. marts.
Ved Idrætsfesten er der også i år mulighed for spisning kl. 17.30-19.00, inden det går løs med årets overrækkelser, hvor også Vordingborg Kommune hædrer vundne mesterskaber i det forløbne år.
– Sidste år indførte vi spisning ved arrangementet, og det fik vi megen ros for, siger Henrik Pape. Mange foreninger ser spisningen som en oplagt mulighed for at ”aflønne” sine frivillige kræfter for indsatsen i det forløbne år.
Det er gratis at deltage i selve prisoverrækkelserne fra kl. 19, mens spisningen koster 169 kr. (inkl. øl/vin eller vand). Tilmelding via www.moensbank.dk/sport