Onsdag den 21. maj 2025 inviterer Sporløs Færd arbejdsgruppen og Møn UNESCO Biosfære alle interesserede til informationsmøde om etablering af en ny lokal biosfæreforening.
Et bredt lokalt engagement er en vigtig del af Møn UNESCO Biosfære. Derfor inviterer Sporløs Færd arbejdsgruppen og Møn UNESCO Biosfære nu til et informationsmøde om etableringen af en ny, uafhængig biosfæreforening.
Mødet finder sted onsdag den 21. maj kl. 16.00–17.30 på Stege Gamle Rådhus, Storegade
39.
Formålet med den nye forening er at styrke den lokale forankring og medejerskab i Møn Biosfæreområde. Foreningen skal være en uafhængig og åben platform, hvor borgere, erhvervsliv og foreninger kan mødes og arbejde sammen om projekter og initiativer, der fremmer biodiversitet, grøn omstilling, bæredygtig turisme og lokal udvikling – alt sammen i tråd med UNESCO’s biosfæreprincipper.
På mødet præsenteres idéen bag foreningen og et forslag til vedtægter. Der bliver også tid til dialog og mulighed for at tilmelde sig en kommende stiftende generalforsamling.
Programmet byder bl.a. på oplæg fra Sporløs Færd arbejdsgruppen og Møn Biosfære samt en fælles drøftelse af foreningens fremtidige rolle.
Møn UNESCO Biosfære ser etableringen af en lokal biosfæreforening som et vigtigt skridt i det fortsatte arbejde med at udvikle biosfæreområdet i tæt samspil med lokalsamfundet. En lokal forening vil styrke netværk, samle kræfter og give nye muligheder for fælles handling.
Alle er velkomne – tilmelding sker via mail til: biosfaere@vordingborg.dk