✉ kontakt@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

Kæmpegræskar fra Vordingborg, Askeby og Næstved bliver forvandlet til landets største græskarlygter

af | 16. oktober 2026 | Nyheder

Fra torsdag den 22. oktober kan Tivolis gæster opleve motorsavskunstneren Søren Brynjolf forvandle ti af Danmarks og Nordens største græskar til landets største græskarlygter. Græskarrene har netop deltaget i DM i Kæmpegræskar 2026. Årets vinderkæmpegræskar vejer hele 1.198,5 kilo, som er en ny dansk og nordisk rekord. Blandt de ti kæmpegræskar er også et græskar fra Vordingborg, der blev nummer syv. Med motorsaven som værktøj går Søren Brynjolf, bedre kendt som Søren Savkunstner, i gang med at udskære de enorme græskar foran Nimb i Tivoli, hvor de færdige værker kan opleves under Halloween i Tivoli frem til sæsonens sidste dag den 1. november.

Når Søren Savkunstner indtager Tivoli fra den 22. til den 25. oktober, bliver gæsterne vidner til, hvordan ti kæmpegræskar gradvist får nye grimasser og skarpe tænder under motorsavens klinge, når han forvandler landets største græskar til enorme græskarmonstre. Det er første gang, at den erfarne træ- og isskulpturkunstner skal arbejde med kæmpegræskar. Arbejdet kombinerer håndværk og kunstnerisk udfoldelse, og publikum kan følge processen på tæt hold foran Nimb i forlystelseshaven.

1.198,5 kilo

Blandt de ti græskar, der skal under motorsaven, er årets vindergræskar, som er dyrket af Peter Holst Olsen fra Næstved. Hans græskar vejer 1.198,5 kilo, hvilket sikrede ham både det danske mesterskab og en ny nordisk rekord. Det rekordstore græskar bliver dermed et af de værker, som Søren Savkunstner giver nyt liv i Tivoli. Lasse Hansen fra Vordingborg blev nummer syv og Lasse Linding fra Askeby blev nummer fire. De får begge også i løbet af de fire dage deres kæmpegræskar udskåret foran Tivolis gæster.

De ti enorme græskar kommer fra henholdsvis Næstved (1.198,5 kilo), Skanderborg (349,4 kg), Haslev (326,2 kg), Askeby (209,4 kg), Tølløse (209 kg), Vig (170,8 kg), Vordingborg (169 kg), Mørke (167 kg), Mørke (160,8 kg) og Ringsted (113,2 kg).

Søren Savkunstner begynder udskæringen kl. 11.00 hver dag fra den 22. til den 25. oktober. På allehelgensaften den 31. oktober vil samtlige gigantiske græskarlygter være tændt og bidrage til Halloween-stemningen i Tivoli. De kan opleves frem til og med den 1. november, hvor Halloween-sæsonen slutter.

Søren Savkunstner glæder sig til at skulle udskære de gigantiske græskar og siger:
”Jeg har arbejdet som professionel træ- og iskulpturkunstner i mange år, hvor motorsaven er mit vigtigste værktøj, men det her bliver noget helt andet. Det er første gang, jeg skal udskære et kæmpegræskar, og da jeg hørte, at årets vinder af DM i Kæmpegræskar vejer hele 1.198 kilo, blev jeg både overrasket og ret spændt på at se, hvad jeg selv kan få ud af sådan en kæmpe. Jeg glæder mig til at lære græskarret at kende som materiale. Hvor dybt kan man skære? Hvordan er strukturen, og hvordan reagerer det, når man arbejder med græskarret? Det er netop den slags udfordringer, der gør det spændende at være skulptør. Denne gang skal motorsaven, stemmejernene og knivene i spil. Jeg glæder mig til at se, hvordan det hele tager form og til at forvandle Danmarks og Nordens største græskar til landets største græskarlygter og -skulpturer.”

Når Halloween i Tivoli slutter, får dyrene i ZOO København de store græskar, hvor de særligt er populære blandt den zoologiske haves elefanter.

I alt er Tivoli pyntet med mere end 22.000 græskar i forskellige størrelser som en del af Halloween-fejringen. Halloween i Tivoli har eksisteret siden 2006 og kan opleves til og med den 1. november.

 

DM i Kæmpegræskar – Foto: Jakob Melgaard

 

Søren Savkunstner – Foto: Alberte Damgaard


ÉN APP. HUNDREDVIS AF LOKALE OPLEVELSER!

Mangler du inspiration til, hvad du skal lave i weekenden – eller vil du bare gerne følge bedre med i, hvad der sker i lokalområdet?

I Sydmediers app finder du hundredvis af kommende arrangementer i Vordingborg og omegn – samlet ét sted.

Hent den her: www.sydmedier.dk/app