Mød guitarist, forfatter, radioproducer, skribent, kulturentreprenør, kunstnerisk leder for Athelas Sinfonietta og meget mere Jesper Lützhøft, som spiller klassiske guitarværker og fortæller om sin bog “Om lidt…” med egne diafotos fra det – måske – oversete København og finurligt poetiske betragtninger om disse.
“Om Lidt” består af en række fotos fra en by, men andet end det de fleste lægger mærke til. Billeder af tilfældige sammenfald, ting der forsvinder, forsøg på kommunikation mm. Hvert billede har givet anledning til en tekst – nogle gange bare en linie, andre gange på et par sider.
Teksterne er lige så forskellige som billederne, og er vrede, muntre, melankolske, mærkelige osv. og relaterer i et vist omfang til hinanden. Ikke mindst i kraft af at de sammen med billederne bygger en by op som både er genkendelig og helt anderledes.
Bogen indeholder ca. 75 billeder og tekster, hvert billede/tekst har en titel:
Om lidt – Om at ride mod solnedgangen- Om 3 timer – Om evigheden – Om hul i hovedet – Om alt muligt – Om at blive klippet rødhåret med en træsaks, – og om meget mere…
Jesper Lützhøft giver også eksempler på digte fra sine foreløbigt 2 udgivede digtsamlinger, “Halvvejen” og “At flytte vand med en fugleklo”.
Jesper Lützhøft, guitarist, sprællemand og little old man i dansk musikliv, har siden sin debut som solist fra Musikkonservatoriet i 1987 spillet i tusindvis af skolekoncerter, hundredevis af kammerkoncerter, et utal af solokoncerter og ganske få koncerter som solist med orkester. Jesper har ikke spillet i Australien, Afrika eller Sydamerika – men i de øvrige verdensdele.
Udover sit dedikerede virke som musiker har Jesper været operachef for Den Anden Opera, orkesterchef for Odense Symfoniorkester og producent i Danmarks Radio. Også som idémand og arrangør gør han sig gældende i dansk musikliv, bl. a. med sit “Mucirkus”, omrejsende “skurvognskoncerter”, og den nyligt overståede Tisvilde Kammermusikfestival.
Han har skrevet libretto til operaen Angelo af den danske komponist Lars Klit og har skrevet yderligere to operatekster, der bliver sat i musik i de kommende år.
Debutbogen ”Om lidt …” udkom i 2013 og hans digtsamlinger kort derefter.
Søndag den 17. august kl. 16
Entré 100 kr
Købes på: billetto.dk
Eller reserveres på email: birgitte@getting.dk
Tlf/sms: 61 77 08 26
Orenæs Saloner
Orenæs Skovvej 12, Orehoved
4840 Nørre Alslev
Facebook: https://www.facebook.com/OrenaesSaloner