Den 18. august får Nordfalsters Koncerthus besøg af pianisten Julie Andkjær Olsen og forfatter Ursula Andkjær Olsen. Søstrene har på hver deres felt – og i deres krydsfelt – skabt sig en kunstnerisk karriere.
Gå med på opdagelse i en labyrint af fortid og nutid, gennem drømte stuer, digte og klavermusikalske klassikere af Edvard Grieg.
Griegs lyriske stykker er udgivet i 6 forskellige hæfter i årene 1867-1901 og er således en genre han arbejdede med gennem hele sin karriere. Det lille fortættede format gjorde stykkerne perfekte til opførelser i borgerhjemmene og gav Grieg hans store folkelige gennembrud. Stykkernes popularitet var indiskutabel, men fra parnasset regnede man ikke denne ”stuemusik” for noget særligt. I de lyriske stykker undersøger Grieg det romantiske, arven fra Schumann og Brahms og det nationale, folkedanse og naturstemninger fra Norge, samtidigt med at stykkerne peger fremad mod impressionismen i musikhistorien med farvede og udvidede akkorder.
Ved koncerten bliver denne lyriske tid i Griegs liv formidlet i musik og med tekster af Ursula Andkjær Olsen. Lyrikkoncerten kredser om drøm og erindring, som udvisker tiden og overskrider grænserne mellem fantasi og virkelighed.
Julie Andkjær Olsen er udover at være pianist i mange sammenhænge også flamencodanser og illustrator. Som danser medvirker hun med ensemblet Via Artis og som pianist er hun med i kunstnergruppen Elfenbenstårnet, der skaber forestillinger med den klassiske musik som udgangspunkt.
Søsteren, forfatter og digter, Ursula Andkjær Olsen debuterede i 2000 med digtsamlingen Lulus sange og taler og har sidenhen udgivet en lang række digtsamlinger og senest romanen Krisehæfterne. Hun har modtaget en lang række priser og arbejdslegater og blev i 2017 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. Ursula Andkjær Olsen har desuden været musikkritiker på Berlingske Tidende og tidskriftredaktør.
Fakta:
Lørdag 18. august kl. 16.00
Nordfalsters Koncerthus
Nr. Alslev Langgade 68, Nørre Alslev
Entré 150 kr
Billetter på: www.orenaessaloner.dk