Lørdag den 10. marts kommer Den Jyske Opera til DGI Huset Vordingborg med Verdis mesterværk, La Traviata. Det er en af de smukkeste operaer, der nogensinde er skrevet og hovedkarakteren, Violetta Valéry, en af de største heltinder!
Den smukke og karismatiske prostituerede, Violetta Valéry fra Paris, står over for et skelsættende valg; penge eller kærlighed? Violetta vælger kærligheden og forelsker sig i sin unge beundrer, Alfredo Germont, men beslutningen viser sig at få frygtelige konsekvenser.
Den Jyske Operas nye produktion af La Traviata er instrueret af tyske Lothar Krause. Sammen med dirigent Tecwyn Evans står han for at bringe det smukke og intense drama til live på scenen.
Musikken i Verdis mesterværk er medrivende og følelsesladet og spænder fra intime ensembler til fuldt orkester. De lange balkjoler, inspireret af 1930’erne, kan nydes i stort anlagte scener med overdådige fester og en perlerække af smukke arier og kor. Berømt er f.eks. den sprudlende drikkevise Brindisi og arie Di provenza del mar, kendt på dansk som ”Kom hjem, kom hjem”. Guiseppe Verdis opera blev uropført 6. marts 1853 i Venedig – og den opføres på italiensk med danske overtekster.
Instruktør Lothar Krause fortæller om operaen: ”Vi har valgt at føre historien frem til 1930’erne i et luksuriøst og dekadent Paris. Bag facaden viser Verdi mennesket Violetta. En kvinde, som ofrer sig, som elsker og som har brug for kærligheden og alligevel tænker, at sand kærlighed ikke tilkommer hende.”
Anmelderne har rost ny-opsætningen af La Traviata:
“Modig og overbevisende” Aarhus Stiftstidende
“Store sanglige præstationer i en fin og velovervejet scenografi sikrer succesen for Den Jyske Opera” Kristeligt Dagblad
Den igangværende ombygning af DGI Huset Vordingborg betyder at der nu er forbedrede publikumsfaciliteter med bedre parkeringsmuligheder, ny foyer og restaurant, hvor der tilbydes en italiensk operamenu (mod forudbestilling)
Fra Den Jyske Opera.
Dirigent: Tecwyn Evans. Instruktion: Lothar Krause. Med den Jyske Operas Kor og Copenhagen Phil. Solister: Kari Postma (Violetta), Jung Soo Yun (Alfredo), Trond Halstein Moe (Giorgio), Eline Denice Risager (Flora, Sine Algreen Møller (Annina), Erik Bekker Hansen (Gastone), Thomas Christian Sigh (Baron Douphol), Jani Kyllönen (Marquis d’Obigny), Jens Bové (Doktor Grenvil).
Billetter bestilles hos:
Teaterforeningen Bøgestrømmen – www.teaterforeningen.dk
eller Billetten A/S – www.billetten.dk / 70 20 20 96
Priser: A-billetter koster kr. 390,- og B-billetter koster kr. 315,-.
For unge under 26 år er priserne hhv. 195,- og 160,-
Handicappladser bestilles direkte ved henvendelse til Billetten.dk på tlf. 70 20 20 96
Tid og sted:
Lørdag den 10. marts kl. 19.30
DGI Huset Vordingborg, Solbakkevej 42-56, 4760 Vordingborg

Fotograf Kåre Viemose, Den Jyske Opera