Orenæs saloner indbyder igen til koncert i dagligstuen, hvor der denne gang vil lyde musik fra baroktiden. Netop barokmusik har de seneste år fået ny bevågenhed efter at unge, talentfulde musikere har kastet sig over at spille i den tids ånd og hertil benytte instrumenter, som man spillede på i 1700-tallet. På violinen benyttes tarmstrenge, ikke stål- eller nylonstrenge som på en moderne violin, og fløjten er lavet af ædelt træ, ikke af metal. Kammertonen er den lave 415, moderne musikere stemmer i 440; og det medfører alt sammen, at musikken bliver blød, sprød og behagelig afdæmpet at lytte til.
Nogle af vore største og kendteste komponister komponerede i barokstil, og ved koncerten får vi kammermusikværker for fløjte, violin og cembalo at høre. Den største af alle komponister, mener mange, er Johann Sebastian Bach. Af ham spilles bl. a. hans triosonate i G-dur, et lyst og venligt værk med en overskøn langsom sats. Georg Friedrich Händel er en anden af de største barokkomponister; også af ham spilles en triosonate, hvis første sats udtrykker idyl og nærmest skaber julestemning. Komponisten Georg Philip Telemann er i dag den mindst kendte af dette store barok-trekløver, men mens han levede, var han den berømteste af dem alle. Hans musik er melodisk, ofte livlig og munter og udstråler godt humør. Vi skal af Telemann høre en fantasi for solofløjte. Også cembaloet får vi at høre som soloinstrument i en fransk suite.
De tre medvirkende er musikere, som har specialuddannet sig i barokkens musik og spillestil, og som allerede har gjort sig særdeles gældende i barokmusikmiljøet såvel i Danmark som rundt omkring i Europa.
Fløjtenist Winnie Bugge Frandsen er uddannet som ”moderne” fløjtenist i Odense og London, og hun virkede i danske symfoniorkestre, inden hun besluttede at specialisere sig i baroktidens fløjtespil. Baroktidens fløjte kaldes ”traversfløjte”, og Winnie Bugge Frandsen gennemførte en solistuddannelse på musikkonservatoriet i København, hvorfra hun debuterede som den første danske solist på traversfløjte. Siden har hun medvirket i talrige sammenhænge, er medlem af flere anerkendte ensembler med barokmusik som speciale, har indspillet CD og er simpelthen landets bedste bud på en autentisk barokfløjtenist.
Også violinist Tinne Albrectsen er uddannet som moderne musiker på konservatoriet i København, inden hun fik interesse for barokkens spillestil og uddannede sig til barokviolinist hos førende specialister på området. Hun er i dag en af vore mest erfarne og aktive barokviolinister, medvirker i barokorkestre som Camerata Øresund og Concerto Copenhagen, ligesom hun er en anerkendt kammermusiker og violinsolist. Hun er kendt for sit udtryksfulde spil, som bringer liv og skønhed i de gamle mesterværker.
Cembalist Marcus Mohlin er anerkendt i hele Europa som en fænomenal cembalist. Hans evne til at overskue og bære et værk og tilføje det finesse er uovertruffet, og man oplever, hvordan han ikke kun benytter fingrene men hele kroppen som skaber af et organisk forløb. Marcus Mohlin er tilknyttet ensembler som Concerto Copenhagen og Camerata Øresund i København samt Drottningsholmteatrets barokorkester i Stockholm, og han er CD-aktuel med indspilninger af J. S. Bachs koncerter for cembalo og orkester.
Fakta:
Lørdag den 15. oktober kl. 16.00
Entré 150 kr
Børn halv pris
Orenæs Saloner
Orenæs Skovvej 12
4840 Nørre Alslev
Billetter: www.orenaessaloner.dk
Tlf.: 61 77 08 26