Kulturforeningen Pakhus8 i Præstø er kommet godt fra start i denne sæson med udsolgt til One Two for You –koncerten. De to næste arrangementer ligger lige om hjørnet og byder på nyheder i Pakhus8- regi.
Marie Frank – 8. oktober
Lørdag den 8. Oktober gæster Marie Frank det hyggelige gamle pakhus. Marie Frank debuterede i 1999 med albummet ”Ancient pleasures”, som tog både publikum og anmeldere med storm.
I 2015 udkom Marie Frank med sit første dansksprogede album ”Kontinua”. Sangene handler om at miste hinanden og måske finde sammen igen. Sammen med multiinstrumentalisten Anders Pedersen, vil Marie Frank levere det bedste fra både de gamle albums og det nye danske. Marie vil mellem numrene tage publikum med på lattermilde, tankevækkende og oplevelsesrige veje, fra hendes musikalske liv fra gademusikant til prisbelønnet sangstjerne. Publikum kan glæde sig til en aften fyldt med nærvær, nerve og autenticitet, hvor kærligheden til musikken viser vejen.
Dørene åbner kl. 20.00. Entrépris er 125 kr.
Forudbestilling er mulig på: www.billetto.dk/p8-mariefrank
Ønsker man at spise inden koncerten er der mulighed for tilkøb af kombineret musik- og madbilletter hos henholdsvis Café Mocc@ eller Tapavino – tapas og vinbar. Det kræver forudbestilling senest 5. oktober.
Dennis Lydom – 13. oktober
Torsdag den 13. oktober kan publikum se frem til et koncertforedrag, hvor omdrejningspunktet er Johnny Cash´ liv og musik. Dennis Lydom mikser Johnny Cash sange med fortællinger og anekdoter fra mandens liv – helt tilbage fra 1955 og frem til lidt efter hans død i 2003.
Dennis Lydom har i forskellige bands beskæftiget sig med Johnny Cash´ musik, og det har været vigtigt for ham, at lyden er som den oprindelige i 50érnes Johnny Cash & The Tennessee Two. I 2009 fandt han sammen med ligestillede, der havde samme vision, og sammen er de kendt i Europa som Johnny Horsepower.
Dørene åbnes kl. 19.30 med musikstart kl. 20.00. Entré 50 kr.