Fredag den 6. marts bliver en dag, hvor fællesskabet får lov at fylde både i gadebilledet og i hjertet.
Over 1.100 elever fra skoler i hele Vordingborg Kommune trækker i fodboldtrøjer for at bakke op om Børnecancerfonden. Anledningen er Fodboldtrøjefredag, en landsdækkende indsamlingsdag, hvor fællesskab og fodbold går hånd i hånd for en vigtig sag: kampen mod børnekræft.
En by klædt i fodboldens farver
I samarbejde med Bycentrum i Vordingborg forvandles byen til et levende stadion. Flagene bliver hejst, butikkerne pynter op, og eleverne samles ved Vordingborghallen kl. 11.45.
Klokken 12.00 går det fælles optog mod Slotstorvet med bannere, musik og masser af energi. Når så mange unge mennesker bevæger sig gennem byen med samme mål, kan det både ses og mærkes.
Kendte ansigter bakker op kl. 13.00 på Slotstorvet
Kl. 13.00 går komiker Mick Øgendahl og borgmester Michael Seiding Larsen på scenen på Slotstorvet.
Her åbner Mick Øgendahl med en tale, og borgmesteren deltager naturligvis iført både fodboldtrøje og borgmesterkæde, som et stærkt symbol på hele kommunens opbakning til sagen.
DJ Fouli sørger for den festlige stemning og stadionfølelse.
Der serveres stadionplatte og kakaobrik, og eleverne kan prøve kræfter med Teqball, en sport, der kombinerer fodboldens teknik med hurtighed og præcision fra bordtennis.
Fællesskab med mening
Fodboldtrøjefredag er meget mere end en festdag. Den er et symbol på sammenhold.
Når over 1.100 elever stiller op i fodboldtrøjer, viser det, hvad der kan ske, når en hel kommune samles om én sag. Det handler om medfølelse, handlekraft og viljen til at gøre en forskel for børn,
der kæmper mod kræft.
Vil du være med?
Du kan støtte indsamlingen ved at sende et bidrag via MobilePay 201717 til Børnecancerfonden.
Det er ikke størrelsen på beløbet, der tæller, det er tanken, opbakningen og viljen til at gøre en forskel.
Vil du vide mere? Så find information på vbff.dk/fodbold


Tilmeld dit arrangement til kalenderen – klik her