kontakt@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

Musik over Præstø Fjord 2026

af | 21. juli 2026 | Kalender

6.-9. august slår Musik over Præstø Fjord igen dørene op i Nørre Smidstrup ved Præstø Fjord til en forlænget weekend med musik, dans, naturoplevelser og aktiviteter for både garvede folk-fans og for nye nysgerrige i alle aldre.

Publikum kan opleve den folkelige musikarv helt tæt på med spillemandslaug, fællessang og mulighed for selv at prøve kræfter med folkedans. Festivalen bygger på de stolte traditioner fra Nordisk folkemusik, og viser samtidig, hvordan traditionerne fortsat udvikler sig og finder nye udtryk. Blandt de mange unge der hvert år gæster festivalen, er særligt folkedansen, også kaldet den nordiske dans blevet meget populær.

Programmet spænder bredt med kunstnere fra Danmark, Sverige, Norge og Finland, som hver især fortolker folkemusikken på deres egen måde – samt inspiration udefra med både brasilianske og colombianske og Balkan toner. Publikum kan blandt andet opleve Fiolministeriet, der forener klassisk præcision med den rå energi fra den danske folkemusik, den svenske ungdomsgruppe Systrar och Bröder, den stemningsfulde trio Twang, som blander bluegrass, blues og folk, samt den prisbelønnede strygetrio Jotunger. Også Gunni Torp Trio, Phønix & Sangka, Det Yderste Hav og Skånska Kvadejkvadronen gæster festivalen med hver deres unikke musikalitet. Et af årets markante navne er Stemmer i Vox, som består af besætningen bag den banebrydende elektroniske folkemusiksucces Sorten Muld. Med deres karakteristiske lydunivers bygger de bro mellem fortid og nutid og viser, hvordan folkemusikken fortsat kan fornyes og inspirere nye generationer.

Blandt de lokale favoritter finder man Min Veninde Signe, der lørdag eftermiddag gæster Viseteltet med sine varme og nærværende sange. Hendes singer-songwriter univers beskrives som lyden af solskin, grin og kram. Her bliver der mulighed for at opleve nærværende sangskrivning og stemningsfulde fortællinger i intime rammer.

Også uden for scenerne er der mulighed for at få unikke musikalske oplevelser hvis man lader sig fange ind af nogle af de mange jams der foregår i baren og rundt om bålet på festivalpladsen. Det går i folkemusikken under navnet buskspil og er en væsentlig del af traditionen hvor melodier udveksles blandt spillefolkene.

Festivalen byder også på oplevelser ud over de traditionelle koncertformater

Workshoppen Vejrsans – Kan du danse med vinden? hvor børn og voksne inviteres til at udforske naturens kræfter gennem bevægelse og leg så sanser og nærvær kobles sammen i en oplevelse, der passer perfekt til de naturskønne omgivelser. Når mørket falder på lørdag aften, leverer Danseteatret NordenFra deres unikke dans med ild.

For børnefamilierne er der masser at glæde sig til. Farmorhusets Bondegård flytter ind på festivalpladsen, og i krea- og legeteltet kan børn udfolde deres kreativitet, lege og skabe deres egne festivaloplevelser. Festivalområdet byder desuden på slackline, morgenyoga, akrobatikworkshops og cirkusaktiviteter – samt vikinger og boder.

Musik over Præstø Fjord er en festival, hvor musik, natur og fællesskab mødes. Her er plads til både den erfarne folkemusikentusiast, den nysgerrige førstegangsgæst og familien, der ønsker en sommerdag fyldt med oplevelser. Og et lille tip – hvis man sikrer sig sine billetter på forhånd på billetten.dk sparer man 20% i forhold til i indgangen.

 

Musik over Præstø Fjord – Foto: Franseska Anette Mortensen

Email

Modtag gratis nyhedsbrev fra SydMedier.dk

 

* skal udfyldes

 

Intuit Mailchimp


Hent Sydmedier's app til din telefon

> Hent i App store

> Hent i Google Play

I app’en kan du se arrangementer og begivenheder i Vordingborg og omegn.
Så har du altid oversigten lige ved hånden 📱 Og du kan nemt selv tilføje et arrangement.

Indsend arrangement til kalenderen her:

📷 Billede til arrangementet

ℹ️ Arrangementet indsendes som kladde og gennemgås af redaktionen inden offentliggørelse.