Fredag den 5. september kl. 13.45 slår DGI Huset Vordingborg dørene op til det nye ØR Padelcenter – en stor milepæl for både huset og hele Vordingborg. Åbningen markeres med en festlig fredag fyldt med masser af padel, showkamp, taler, fadøl, sodavand, grillpølser og mulighed for at opleve de nye rammer på tætteste hold.
Program for åbningsdagen – fredag d. 5. september
– Kl. 13.45: Dørene åbnes – med grillpølser, fadøl, vand og smagsprøver fra STATE Energy
– Kl. 14.00: Velkomsttaler ved borgmester Mikael Smed og bestyrelsesformand for DGI Huset Vordingborg, Henrik Holmer
– Kl. 14.30–15.30: Showkamp med bl.a. Patrik Wozniacki
– Kl. 16.00–00.00: Gratis booking af baner (banerne kan bookes fra d. 29/8 kl. 10.00).
Bane 1 er reserveret kl. 16.00–20.00 til introduktion for nye spillere uden makker.
Lørdag d. 6. og søndag d. 7. september er centeret bemandet med instruktører fra kl. 9–17, hvor alle der har booket en padelbane kan få introduktion til regler og basisslag.
Et moderne center med plads til fællesskab
Det nye padelcenter er opført med økonomisk støtte fra lokale kræfter, og ØR Padelcenter er stolt bygningssponsor. Centeret rummer fem topmoderne padelbaner (4 doublebaner samt 1 singlebane). På 1. salen er der indrettet et loungeområde, der indbyder til fællesskab og hygge
inden og efter kampene. ØR Padelcenteret bliver en naturlig del af det store fællesskab, som DGI Huset Vordingborg allerede rummer.
Padel er en af verdens hurtigst voksende sportsgrene, og med etableringen af centeret får Vordingborg et samlingspunkt, hvor både nybegyndere, motionister og øvede spillere kan mødes på tværs af alder og niveau.
Støtte og partnerskab
Ud over ØR Padelcenter som bygningssponsor har flere virksomheder allerede engageret sig som bane- og skiltesponsorer. DGI Huset Vordingborg inviterer flere lokale virksomheder til at blive en del af sponsorfællesskabet og dermed støtte op om udviklingen af sporten og fællesskabet i byen. Sponsorer får synlig eksponering i centeret og bliver en vigtig del af historien om, hvordan vi sammen skaber stærke rammer for idræt og fællesskab i Vordingborg.
En milepæl for DGI Huset
”Vi er stolte over at kunne indvie padelcenteret og ser frem til at invitere hele byen indenfor til en åbningsdag og åbningsweekend i padel-sportens tegn. ”Det her er mere end blot nye baner – det er et sted, hvor fællesskaber vokser, og hvor alle kan være med,” siger Hans Snestrup, direktør i DGI Huset Vordingborg.
Åbningsweekenden finder sted i DGI Huset Vordingborg, Solbakkevej 42 i Vordingborg.

ØR Padelcenter – DGI Huset Vordingborg


Tilmeld dit arrangement til kalenderen – klik her