Fredag d. 11. oktober 2019 åbnede Mødrehjælpen butik i Algade – et samlingssted, som hjælper udsatte familier på vej og skaber gode relationer og netværk.
Jacob Tinggaard er formand for Mødrehjælpens lokalforening i Vordingborg og han bød alle gæsterne indenfor til kagemand og kaffe, da dørene åbnede til en helt ny butik. Mødrehjælpens butik i Vordingborg er nr. 42 i rækken, og har allerede 35-40 frivillige tilknyttet.
”Dørene har stået åben, mens vi har gjort butikken klar, og allerede den første uge kom der 20 frivillige, som rigtig gerne vil hjælpe. De har alle sammen knoklet fra morgen til aften i 14 dage for at få butikken klar til åbning.” fortæller Jacob Tinggaard.
Et lokalt samlingspunkt
Borgmester Mikael Smed var inviteret til at klippe snoren, og stå for den officielle åbning, og han ønsker Mødrehjælpen velkommen.
”Jeg tror på, at det kan blive et lokalt samlingssted, som skaber uformelt socialt samvær – det giver livsværdi. Tusind tak fordi I åbner butikken her i Vordingborg. Det er en forlænget arm, som hjælper der hvor vi som kommune ikke har muligheden, og når vi samarbejder omkring udfordringerne, kan vi løse tingene i fællesskab.” sagde borgmesteren.
Varerne i butikken er doneret udelukkende fra lokalområdet. Overskuddet fra butikken går til at arrangere netværksaktiviteter for udsatte familier. På den måde arrangeres ture til kulturelle og sociale arrangementer, som kan give gode oplevelser for udsatte familier, som ellers står uden netværk.
Der har været stor opbakning fra både frivillige og erhvervsdrivende. Der er blandt andet indgået aftale med Kvickly i Vordingborg, så konceptet ”Den rullende kagemand” giver familier hjælp til at afholde børnefødselsdag med kagemand og hvad dertil hører.