Lørdag d. 11. januar 2025, kl.13.00 åbner et nyt udstillingssted for samtidskunst i Vordingborg, kaldet ORTHUNGA.
ORTHUNGA er én af de første betegnelser for Vordingborg nedskrevet af krønikeskriveren Saxo i middelalderen, og udstillingsstedet er døbt dette, da det primært bliver et lokalforankret projekt.
ORTHUNGAs fokus er samtidskunstnere med en stærk tilknytning til lokalområdet parret med relevant kunst fra udlandet. Kunstscenen i Vordingborg Kommune og omegn er stærk og divers. Denne mangfoldighed af talent vil ORTHUNGA præsentere i dialog med udenlandske kunstnere, som deler ligheder med og supplerer denne scene.
ORTHUNGAs fornemmeste opgave bliver at skabe møder mellem kunsten og det nysgerrige sind, samt mellem en international kunstscene og en mindre provinsby med en markant kunstnerisk profil. Gennem disse møder ønskes at stimulere og samle et kunstnerisk miljø, hvor publikum får mulighed for at opleve og diskutere samtidskunst uafhængigt at hovedstaden og andre storbyer.
ORTHUNGA er placeret centralt i Algade i ét af byens markante vartegn, nemlig Kornerups Rådhus fra 1845, smukt restaureret af Realdania i 2010’erne.
Dørene åbner d. 11. januar 2025, hvor der præsenteres en duo-udstilling af danske Finn Reinbothe (f. 1953) og belgiske Michiel Ceulers (f. 1986).
Der er gratis entre og alle er velkomne.
Det er Vordingborg Kommune, der udlåner lokalerne på Kornerups Rådhus til det nye lokale kunstprojekt. Og kommunen overdrager velvilligt nøglerne til det nye kunstprojekt.
”Vi er glade for at, vi har så aktivt et kunstnermiljø i Vordingborg Kommune, og når der kommer nogle driftige mennesker til os med en god idé, så er jeg glad for at vi kan være med til at få tingene til at ske. Det nye udstillingssted på Kornerups Rådhus vil understøtte vores arbejde med at skabe en levende bymidte i Vordingborg med varierede oplevelser for alle aldre,” siger Borgmester Mikael Smed.
Fernisering
Lørdag d.11. januar 2025, KL. 13.00 – 16.00
Åbningstider
Torsdag: 12.00 – 17.00
Fredag: 12.00 – 17.00
Lørdag: 10.00 – 14.00
ORTHUNGA er initieret af billedkunstnerne Maiken Bent og Torben Ribe, der begge bor og arbejder i Vordingborg.
ORTHUNGA er støttet af:
Det Obelske Familiefond, Vordingborg Billedkunstråd, Aage og Johanne Louis-Hansen Fond, Augustinus
Fonden, Statens Kunstfond og Øernes Kunstfond.
ORTHUNGA sender også en særlig tak til Vordingborg Kommune.