Fredag den 2. maj bliver en uforglemmelig aften i Vordingborg, når D-A-D indtager Arena Storstrømmen i DGI Huset. Denne koncert er resultatet af et særligt samarbejde mellem tre af byens engagerede aktører: DGI Huset Vordingborg, spillestedet Stars og Vordingborg Festuge.
Et unikt samarbejde skaber magi De to direktører fra henholdsvis DGI Huset Vordingborg og spillestedet Stars, Hans Snestrup og Simon Sandfeld, har gennem et par år drøftet muligheden for at skabe en stor koncertoplevelse i Vordingborg, men har ventet på den helt rigtige anledning. Med D-A-D på plakaten og et partnerskab med Vordingborg Festuge var tiden endelig inde. “Det var naturligt at inddrage Vordingborg Festuge, fordi vi sammen kan bidrage med en lang række kompetencer og årevis af erfaring, som kræves for at afholde en koncert på dette niveau – det helt perfekte match,” lyder det fra Hans Snestrup og Simon Sandfeld.
Tre stærke samarbejdspartnere gør koncerten mulig
Stars, med mange frivillige samt direktør Simon Sandfeld ved roret, sikrer professionel koncertafvikling og trækker på et solidt netværk inden for musikbranchen. “Vi er stolte over at kunne bringe et ikonisk band som D-A-D til Vordingborg og skabe en oplevelse, der vil blive husket i mange år,” siger Simon.
Vordingborg Festuge bidrager med et erfarent frivilligkorps og mange års knowhow inden for håndtering af store arrangementer. “Det er en fornøjelse at være en del af dette samarbejde. Vi ved, hvordan man skaber rammerne for en folkefest,” fortæller Kim Ingemann Erichsen fra Vordingborg Festuge.
DGI Huset Vordingborg leverer de perfekte rammer i Arena Storstrømmen. Hans Snestrup udtaler: “Arena Storstrømmen er skabt til at huse begivenheder af denne kaliber, og vi glæder os til at byde en masse glade gæster velkommen til en uforglemmelig aften i rockens tegn.”
Hans Snestrup udtaler endvidere: ”For præcis 10 år siden samlede vi 2400 rockfans til en legendarisk koncert med Dizzy Mizz Lizzy – i den rå fabriksbygning Panteren og efter årevis af efterspørgsler, gør vi det igen!” Denne gang er det et af Danmarks største rockbands, D-A-D, der skruer op for volumen og leverer en aften fyldt med energi og klassikere.
Dansk rock i verdensklasse D-A-D er et af Danmarks mest ikoniske bands med en karriere, der spænder over fire årtier. De har deltaget på GRØN ni gange og vundet flere priser, herunder Danish Music Awards. Med deres nye album, Speed of Darkness, cementerer de deres status som et af Danmarks bedste livebands. Bandet har skrevet 40 nye sange siden deres seneste album, og de 14 bedste er nu samlet på dobbeltalbummet.
“Jeg er tjotjalt oppe at køre over den nye bunke sange – det er SÅ meget DAD og så meget bedre!” siger Jesper Binzer. Laust Sonne tilføjer: “Denne samling sange er den stærkeste, vi har haft i mange år. Der er både power og finesse, og vi glæder os virkelig til at præsentere Speed of Darkness.”
Koncerten i Vordingborg bliver D-A-D’s eneste indendørs koncert i Danmark i resten af 2025 – en unik mulighed for at opleve bandet i en intim og intens atmosfære, hvor de vil spille numre fra Speed Of Darkness og selvfølgelig også de kendte hits fra deres store bagkatalog, som for eksempel ”Sleeping My Day Away”, ”Bad Craziness”, ”Laugh And ½” og ”Monster Philosophy”.

Hans Snestrup – DGI Huset Vordingborg, Kim Ingemann Erichsen – Vordingborg Festuge og Simon Sandfeld – Stars
Praktisk information
– Dato: fredag den 2. maj 2025
– Tidspunkt: kl. 21.00 (dørene åbner kl. 19.00)
– Sted: Arena Storstrømmen, DGI Huset Vordingborg
Billetsalg:
– Forsalg 6. februar kl. 10.00 Der vil være forsalg af et begrænset antal billetter for nyhedsbrevsmodtagere hos DGI Huset Vordingborg, Stars og Vordingborg Festuge.
– Det officielle salg starter fredag den 7. februar kl. 10.00 og kan købes via www.stars.dk, www.vfu.dk og www.dgihusetvordingborg.dk
Billetpris: 495 kr. inkl. gebyr.