Skriv til: redaktion@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

Sankt Hans aften på Danmarks Borgcenter: musik, fællesskab og børneglæde på borgen

af | 13. juni 2025 | Kalender

Sankt Hans er en af årets smukkeste og mest traditionsrige aftener. Over hele landet tænder vi bål og synger fællessang for at fejre lyset og fællesskabet. Ifølge traditionen skal bålet holde onde ånder og væsner væk – en skik, der rækker helt tilbage til 1600-tallet, og måske endnu længere.

På Danmarks Borgcenter hylder man traditionen midt i historiske omgivelser, hvor ruinerne bliver levende, og sommeren fejres med hygge, leg og oplevelser for både børn og voksne.

Mathilde Falch synger midsommeren ind

Aftenen byder, foruden den obligatoriske båltale, blandt andet på dukketeater, ansigtsmaling og skattejagten ‘Monstermysteriet’ for de mindste. Ligeledes holder museet åbent i det tilbagevendte Børnenes Borgcenter samt giver halv pris på indgang i Gåsetårnet, hvor museet i øjeblikket huser udstillingen ‘Monster’ af Shane Brox.

Senere på aftenen synger Mathilde Falch midsommeren ind med Midsommervisen, hvorefter hun fortsætter med udvalgte sange fra sit eget stærke repetoire.

På aftenen vil der desuden være mulighed for at købe lidt koldt at drikke. Og har man lyst til at gøre aftenen lidt ekstra hyggelig, kan man bestille en tapasboks fra DGI Huset til at tage med på ruinterrænet.

Børnenes Borgcenter er tilbage

Årets fejring markerer samtidig en vigtig milepæl for Danmarks Borgcenter: Børnenes Borgcenter er tilbage. Med kreative aktiviteter og legende læring bringer museet igen børn helt ind i historiens centrum.

“Med tilbagekomsten af Børnenes Borgcenter tager vi endnu et vigtigt skridt i vores ambition om at skabe et museum, hvor børn i endnu højere grad end tidligere bliver en del af historien,” fortæller Kristoffer Rosner Rydahl, kommunikations- og udstillingschef på Museum Sydøstdanmark.

Program

Kl. 16.00: Baren og caféen åbner

Kl. 16.00-21.00: Gåsetårnet er åbent (halv pris på ‘Monster’)

Kl. 16.00-21.00: Diverse børnevenlige aktiviteter på ruinterrænet

Kl. 16.00-19.00: Hent bestilt tapas hos DGI

Kl. 17.00-17.35: Dukketeater: ‘Jagten på den gyldne gås’

Kl. 17.00-20.00: Ansigtsmaling

Kl. 20.30-20.40: Årets båltale v/ politiker, Michael Seiding

Kl. 20.40 (cirkatidspunkt): Bålet tændes

Kl. 20.45-21.30: Mathilde Falch synger midsommervisen og egne numre

Kl. 21.30: Baren og caféen lukker

Praktisk info:

Sted: Danmarks Borgcenter (på skråningen bag museumsbygningen)

Adresse: Slotsruinen 1, 4760 Vordingborg

Pris: Gratis – ingen tilmelding nødvendig

 

Fra Sankt Hans 2023. Foto: Kim Ingemann Erichsen

Fra Sankt Hans 2023. Foto: Kim Ingemann Erichsen


Email

Modtag gratis nyhedsbrev fra SydMedier.dk

* skal udfyldes

Intuit Mailchimp