Nordfalsters Koncerthus får søndag den 25, september besøg af trioen ”Serenadeservice”.
De synger og spiller arier og duetter fra den romantiske operas storhedstid. Navnlig det 18. århundrede med den danske guldalder og den italienske bel-canto tradition står deres hjerter nær. Musikken bliver leveret med charme og kærlighed til kunsten at synge en serenade – en sang sunget af den håbefulde bejler i måneskin under den elskedes vindue.
Serenadeservice består af sangerne Nana Bugge Rasmussen og Erlend Tyrmi og Allan Sjølin på guitar. Trioen blev dannet i forbindelse med Copenhagen Opera Festival 2012, og har siden fortsat samarbejdet med stor succes.
Mezzosopran Nana Bugge Rasmussen har fødderne solidt plantet i såvel lied-traditionen, som i operaens verden. Igennem de sidste år har hun uropført flere danske operaer, hun har været solist i ind- og udland i såvel opera og koncertrepertoire og til december kan hun høres i Bernsteins énakters opera Trouble in Tahiti på Den Fynske Opera.
Den norske baryton Erlend Tyrmi er bosiddende i København med et repertoire, der spænder fra tidlig barok og renæssance til operetter og sen romantik. Han har optrådt med DR Symfoniorkester, på Opera Hedeland, Copenhagen Opera Festival og med førende ensembler for tidlig musik fra hele Skandinavien.
Guitaristen Allan Sjølin er uddannet fra solistklassen på musikkonservatoriet i København og har siden da ernæret sig som kammermusiker, orkestermusiker, arrangør og som akkompagnatør for operasangere. Indenfor den klassiske sang har han arrangeret over 200 arier for guitar.
Søndag 25/9 kl. 16:00
Nordfalsters Koncerthus
Nørre Alslev Langgade 68
Billetter kan købes på orenaessaloner.dk