Simon Olsen fra Vordingborg Bueskyttelaug har i sæsonen 2016 opnået en række af de mål han havde sat sig for sæsonen 2016, nemlig udtagelse til ungdomslandshold samt top-5 placering i europæiske turneringer og mesterskaber.
Simon blev således allerede i maj måned udtaget til ungdomslandsholdet i Herre Kadet Compound, da han skød BueskydningDanmarks kvalifikationskrav ved sæsonens allerførste kvalifikationsstævne. Simon har flere gange efterfølgende skudt over udtagelseskravet.
Simon deltog i maj måned sammen med landsholdet ved European Youth Cup-1 i Ungarn, hvor holdet tog en flot sølvmedalje.
I juli måned var Simon afsted til ungdoms EM i Bukarest, hvor han leverede en imponerende kvalifikationsskydning og satte samtidig ny personlig rekord med hele 691 point ud af 720 mulige. Det rakte til en klar førsteplads under kvalifikationsskydningen.
Ved EM sikrede Simon sig en bronze medalje i mixhold, da han sammen med Sasha Andersen fra Lyngby vandt bronze-matchen mod England.
De individuelle resultater fra European Youth Cup-1 og EM blev slået sammen til en turnering, hvor Simon fik en flot 3. plads og dermed endnu en Europæisk Bronze medalje.
Samlet set en super flot præstation af Simon på de Europæiske baner i 2016 – det første år, han er udtaget til det danske ungdomslandshold.
De imponerende Europæiske resultater er netop i den forgangne weekend blevet understreget med et dansk mesterskab, da Simon ved Ungdoms DM på Bosai i Præstø kvalificerede sig på en førsteplads og vandt de individuelle finaleskydninger.
Alt i alt en flot udendørs sæson, der afsluttes med deltagelse ved DM for seniorer i Ålborg den sidste weekend i august.