Lørdag den 31. januar 2026 kl. 20 kan den spirende danske popartist Sofie1998 opleves live på STARS i Vordingborg. Dørene åbner kl. 19, og der er stående pladser til koncerten.
Med sin ærlige og energiske dansksprogede pop inviterer Sofie1998 publikum ind i et univers fyldt med fængende melodier og relaterbare historier. Hendes sange balancerer mellem nærvær, styrke og sårbarhed, og leveres med intensitet, humor og en jordnær ærlighed.
Fra Jylland til hovedstaden
Sofie1998 flyttede i 2020 fra Jylland til Hovedstaden i sin stræben efter en musikkarriere. Med en finaleplads i Karrierekanonen i 2022 tog hun et vigtigt skridt videre mod at forfine sit musikalske udtryk og håndværk.
I slutningen af 2024 udgav hun singlen “Marianne og Henrik”, hvor hun synger til sine forældre om ikke at ville have børn og om lysten til et friere liv. Sangen omfavner også den tvivl, man kan frygte senere i livet – nemlig om man har valgt rigtigt – og blev bl.a. et stort lytterhit hos DR P4.
Anerkendelse og fremtid
Sofie blev nomineret som Årets Tekstforfatter til Carl Prisen 2025, en stor anerkendelse allerede inden hun har udgivet sit debutalbum. I september måned satte P3 Upcoming yderligere spot på hende med en populær YouTube-video fra årets Smukfest, som hurtigt fik stor opmærksomhed og viste hendes naturlige nærvær på scenen.
“Alt den medvind, jeg har oplevet, har givet mig mere blod på tanden,” fortæller Sofie. “Jeg glæder mig helt vildt til at møde publikum og mærke sangene få liv sammen med dem. At stå på scenen og dele de her følelser i øjeblikket – det er dér, jeg føler mig allermest hjemme.”
Praktisk information
Koncerten byder på både nye sange og fan-favoritter, hvor poppen møder personlige fortællinger – og hvor både hjerte og dansegulv bliver rørt.
Lørdag 31.01. 2026
Showstart kl. 20:00. Døre kl. 19:00
Forsalg: 210 kr.
Dørsalg: 235 kr.
Ungepris for alle under 25 år: 100 kr.
Billetter kan købes på www.stars.dk.

Sofie1998

Tilmeld dit arrangement til kalenderen – klik her