Ved årets store Verdenslitteratur-arrangement kan danskere læsere få et unikt møde med Shen Haobo, Chun Sue og Xiaolu Guo, som alle er væsentlige repræsentanter for den ny kinesiske litteratur!
Sammen med den danske forfatter og oversætter Sidse Laugesen, vil de tre forfattere fra Kina være midtpunktet i en unik, koncentreret litteraturbegivenhed på Saftstationen i Damme, med litterære samtaler og oplæsning, poesi, filmvisning, musik, mad, bogsalg og -signering.
Der vil blive fokuseret på kinesisk-sproget (og -inspireret) litteratur fra mange spændende og forskelligartede vinkler: Den lyriske, kortromanen, romanen, filmen.
Det bliver en stor og markant begivenhed i Verdenslitteratur på Møns 25-års jubilæumssæson!
Ved siden af det litterære program kan man over de tre dage også opleve:
– Den fantastiske kok og kunstner Søren Aagaard / Foodoir, som sørger for nyfortolkede kinesiske retter i sit streetfoodkøkken, suppleret med bl.a. naturvin og Mønsk cider gennem hele weekenden.
– Percussionist og performer Ying-Hsueh Chen, som optræder lørdag og søndag. Hun vakte senest opmærksomhed ved sin optræden i Danmark Hus i Paris ved åbningen af OL.
– Kinesisklærerforeningen, som starter hver festivaldag med et kort oplæg om kinesisk sprog og kultur.
– Pop up boghandel fra Bog & Idé Stege, med et flot festivalsortiment, inklusive nyudgivelser fra Forlaget Korridor af alle 4 forfattere!
Om forfatterne:
Shen Haobo (f. 1976) er digter og forlægger, bosat i Beijing og oversat til en lang række sprog. På dansk er udgivet digtsamlingen Sommerfugl (2022). Han udgav i 1998 essayet Hvem gjorde halvfemserne til en vittighed og udløste dermed startskuddet til en heftig debat om digternes ståsted. Shen Haobo har til stadighed arbejdet for at skabe et vægtigt alternativ til den officielle poesiscene, et sted for udgivelse af stærk, direkte poesi.
Chun Sue (f. 1983) har skrevet både lyrik og fiktion. Hun er opvokset i Beijing og fik sit store gennembrud med Beijing Doll. På engelsk findes også titlerne The Joy That Lasts for a While, Raise Your Head og See the Big Dipper. I dag er Chun Sue bosat i Berlin. Hendes første bog på dansk kommer sidst på sommeren, når Forlaget Korridor udgiver en novellesamling af Chun Sue.
Xiaolu Guo (f. 1973) er forfatter og filmskaber, uddannet på Filmakademiet i Beijing. I dag er hun bosat i London. Hun har skrevet en lang række romaner, hvori hun bl.a. beskæftiger sig med spørgsmålet om at finde et rum til individets stemme i det moderne, post-revolutionære Kina.
På dansk er udgivet 20 brudstykker af en hungrende ungdom (2009), som fortæller historien om Fenfang, en filmstatist i Beijing, – en varm, morsom og usentimental beretning om at være ung i Kina. På dansk findes også romanen Jeg er Kina (2015).
Sidse Laugesen (f. 1975) er mag.art. i litteraturvidenskab og kinesisk, digter og skønlitterær oversætter og formidler. Hun har oversat adskillige romaner og digte fra kinesisk og har vundet priser i Kina for sine digte, skrevet på kinesisk! under navnet Lao Shuzhen. I september udkommer Sidse Laugesens digtsamling Min hardcore høne – også på Forlaget Korridor.
Sidse Laugesen er central figur i den poetiske kortfilm Altid / aldrig noget andet af Jenny Rossander (Lydmor) og Sebastian Cordes. En film som også bliver vist ved Verdenslitteratur på Møn!
Moderatorer og samtalepartnere ved arrangementet er Peter Nielsen, Max Kestner, Rakel Haslund-Gjerrild, Marianne Ping Huang, Kristina Stoltz og Sidse Laugesen.
Verdenslitteratur på Møn er en traditionsrig og ganske unik litteraturbegivenhed, som i 2000 startede aktiviteterne med et eksklusivt besøg af Nobelpristageren Günter Grass. Hvert år siden da, har vi præsenteret en eller flere internationale forfattere, som over flere dage har masser af tid til rådighed sammen med interviewere og publikum. Det betyder, at samtalerne kommer i dybden – og der er tid og ro til at komme rundt om mange temaer i forfatterskaberne. I årenes løb har bl.a. Haruki Murakami, Judith Hermann, Fay Weldon, Karl Ove Knausgård, Sayaka Murata og Sara Stridsberg været på programmet.
Nogle gange er det store kendte forfattere, som allerede har en bred læserskare. Andre gange præsenterer Verdenslitteratur på Møn navne som er mindre kendte hos et dansk publikum, men som ofte sidenhen får stor anerkendelse. Man behøver ikke at have læst forfatterne på forhånd for at få en masse ud af arrangementet.
Arrangementet om den ny kinesiske litteratur finder sted den 13. – 15. september 2024 i stemningsfulde rammer på Saftstationen i Damme, Fanefjord Kirkevej 35 på Møn.
Billetter kan købes på Billetten.dk og der kan læses mere om arrangementet og programmet på verdenslitteratur.dk
Billetter koster 290 kr. pr. dag, eller 650 kr. for en samlet tre-dages billet. I år introducerer vi en særlig ungdomsbillet: 150 kr. pr. dag for unge u/ 26.
Arrangementet er planlagt i et tæt samarbejde med Sidse Laugesen og Forlaget Korridor.
Og det finder sted med støtte fra S. C. Van Fonden, Statens Kunstfond, Politiken-Fonden, Louis Hansen Fonden, Knud Højgaards Fond og Vordingborg kommune.
Læs mere på www.verdenslitteratur.dk