kontakt@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

STARS giver plads til den lokale musikscene med ny koncertrække

af | 2. juni 2026 | Nyheder

Til efteråret får lokale musikere en fast plads på programmet hos STARS. Med den nye koncertrække Lokal Lyd åbner SmallSTARS dørene for musikere og bands med tilknytning til området og skaber en ny scene for lokale liveoplevelser i intime rammer.

Målet med Lokal Lyd er at styrke det lokale musikliv og give publikum mulighed for at opleve den musik, der bliver skabt lige her i vores eget nærområde. Én gang om måneden vil SmallSTARS danne ramme om koncerter med både nye talenter og mere etablerede navne fra lokalområdet.

Koncertrækken skal være et samlingspunkt for musikelskere, musikere og alle, der ønsker flere lokale kulturtilbud. Fokus er på nærvær, fællesskab og levende musik tæt på publikum.

De første fire koncerter i Lokal Lyd-programmet viser bredden i det lokale musikliv:

11. september 2026 – Escobar’s Jazz Quintet
Koncertrækken åbner med en rejse tilbage til jazzens guldalder. Escobar’s Jazz Quintet fortolker klassiske numre fra 1940’erne til 1960’erne med inspiration fra blandt andre Ella Fitzgerald, Frank Sinatra og Billie Holiday. Publikum kan se frem til en stemningsfuld aften med levende fortællinger, nærvær og autentisk jazzstemning.

2. oktober 2026 – Hende og dem
Trioen Hende og dem leverer danske sange med skarpe tekster og stærke holdninger. Frontkvinde Dorthe Eggertsen skriver om emner som klima, kønsroller, magt og fordomme i et univers, hvor humor, poesi og samfundsengagement går hånd i hånd. Resultatet er moderne folkemusik med noget på hjerte.

13. november 2026 – Strengeleg
Med rødder på Møn og udsyn mod resten af verden præsenterer Strengeleg egne fortolkninger af jazz, latin og folkemusik samt originale kompositioner. Kvartettens instrumentale univers er præget af stor musikalsk erfaring, spilleglæde og et særligt fokus på klang og samspil.

5. december 2026 – Bondo’s Kvartet
Årets sidste Lokal Lyd-koncert byder på stemningsfuld livejazz med varme vokalfortolkninger, swingende standarder og elegant samspil. Med inspiration fra de klassiske jazzklubber skaber Bondo’s Kvartet et nærværende musikalsk univers, hvor jazzens historie møder et moderne udtryk.

STARS håber, at Lokal Lyd kan blive et naturligt samlingspunkt for den lokale musikscene og samtidig give flere musikere mulighed for at møde et publikum på hjemmebane.

Musikere og bands med lokal tilknytning, som ønsker at blive en del af Lokal Lyd, kan kontakte STARS på luna@stars.dk