Spillestedet STARS i Vordingborg modtager 300.000 kr. fra Tuborgfondet. Pengene skal bruges til at opgradere udstyr, der skal hjælpe det regionale spillested med at fastholde den nuværende høje lydkvalitet.
Det er en ekspertjury med en faglig baggrund indenfor lyd og akustik, som har kvalificeret de mange ansøgninger, og indsnævret feltet, men det er Tuborgfondets bestyrelse, der har truffet den endelige beslutning om, hvilke spillesteder, der modtager en bevilling.
Hvorfor STARS
Det er ikke en selvfølge, at bands lægger vejen forbi Vordingborg, når de turnerer landet rundt. Men fordi STARS har lydforhold af høj, international standard og konstant søger at vedligeholde og udvikle deres udstyr, kan de tiltrække artister, for hvem Vordingborg ellers ikke er det åbenlyse valg. Samtidig betyder den professionelle lyd, at spillestedet fortsat kan tiltrække besøgende ud over de lokale grænser, og så engagerer STARS godt 70 frivillige i alderen 17-71 år.
Livemusik og fællesskab
Musik har altid været en del af Tuborgfondets DNA, og hvert år uddeler fondet millioner af kroner til musik, og det er der en særlig grund til, fortæller fondets direktør Anne-Marie Skov:
”Musik samler mennesker, skaber glæde og samhørighed, og det er netop fællesskabet omkring musikken, som er vigtigt for Tuborgfondet. De lokale spillesteder samler lokalbefolkningen og er med til at skabe et aktivt lokalmiljø.”
Nuancerne, dynamik og kvalitet
“Det nuværende anlæg har gjort det fantastisk. Mere end 2.500 koncerter/begivenheder er strømmet igennem dette system, og det slides med årene. Samtidig har ny teknologi og udvikling inden for området gjort det muligt at løfte overliggeren et par hak op, så kvaliteten og nuancerne i lydbilledet forbliver på den absolut øverste klinge” udtaler spillestedschef Andreas Linsdell.
Fakta om puljen ”Tuborgfondet – Gør noget ved den gode lyd”
- Der uddeles i alt 2,5 mio. kr. til 17 spillesteder fordelt over hele Danmark
- I alt 65 spillesteder søgte puljen, og til sammen søgte de om støtte for 21 mio. kr.
- I 2016 uddelte Tuborgfondet 34 mio. kr.
- Tuborgfondet er en del af Carlsberg-familien, og får midlerne til uddeling fra overskuddet af salget af Tuborg og Carlsberg produkter i Danmark og resten af verden.