Nu pakker Tivoli-Garden instrumenterne og drager til Vordingborg, inden de skal iføre sig den store bjørneskindshue og den røde og hvide uniform til Tivolis sæsonåbning den 27. marts 2026. På Vordingborg Kaserne den 15.-17.marts, er verdens ældste ungdomsgarde i gang med forberedelser bag kulisserne, med alle 95 unge gardere, som både er fyldt med nerver og spænding op til den kommende sæson i Tivoli.
Tivoli-Garden tages ud af de vante omgivelser i Tivoli, hvor de skal gå tre dage i møde med omfattende træning af både musikalske indslag og bevægelse. Men træningen handler også om at styrke gardens vigtige fællesskab på tværs af aldre.
Fællesskab og samspil i højsædet
Når man er en ungdomsgarde med børn og unge i alderen 7 til 16 år, er det vigtigt at sikre sammenhold og fællesskab. Det er netop noget af det, træningsweekenden skal handle om. De yngste medlemmer skal blive trygge i rollen som gardere, hvor man både skal kunne spille på sin trompet og samtidig gå i takt. En udfordring de mere erfarne gardere kan huske tilbage på med et genkendende smil. Det er derfor ikke kun rytme og musik, men også balance og styrke i fællesskabet, der trænes.
Lederen af Tivoli-Garden, Quincy Alexander Von Lippert, fortæller:
“Turen handler selvfølgelig om at blive endnu skarpere fagligt, men mindst lige så meget om fællesskabet og de venskaber, der altid vokser sig stærkere undervejs.”
Klar til sæsonåbning
Ved Tivolis åbning den 27. marts har Tivoli-Garden tradition for at gå en strøgparade. Det er en musikalsk og stemningsfyldt march i fuld uniform med blandt andet taktstokke og trommer fra Kongens Nytorv til Tivoli. Paraden er en mangeårig tradition, som ikke blot markerer starten på en ny sæson i Tivoli, men også er et symbol på en dansk kulturarv, der har levet i 182 år.
Netop forberedelserne til årets første strøgparade er en vigtig del af programmet på Vordingborg Kaserne. Her får især de yngste gardere mulighed for at mærke den ikoniske uniforms traditioner og se frem mod et år fyldt med sommer- og julekoncerter, strøgparader og mærkedage som Danmarks befrielse den 4. maj og Tivolis fødselsdag den 15. august 2026.
For nogle gardere er det kommende år deres sidste i Tivoli, og på træningsweekenden kan de dele ud af deres mange erfaringer fra en barndom i garden.

Tivoli-Garden
Om Tivoli-Garden
Tivoli-Garden er verdens ældste ungdomsgarde og har eksisteret siden 1844, kun ét år yngre end Tivoli selv. Garden blev stiftet af Tivolis grundlægger, Georg Carstensen. Garden består i dag af 95 børn og unge mellem 7 og 16 år. Den omfatter Musikkorps, Tamburkorps og Fanevagt og fungerer som en elite musikskole for både drenge og piger.
Optagelse i garden sker gennem optagelsesprøver, som finder sted i slutningen af maj.
Begivenheder med Tivoli-Garden 2026
• Træningstur til Vordingborg: 13. til 15. marts 2026
• Optagelsesprøver til Tivoli-Garden: 22. og 29. maj 2026
• Fakkeloptog til minde om Danmarks befrielse: 4. maj 2026
• Tivolis fødselsdag – sidste dag for afgående gardere

Tivoli-Garden
Få Sydmedier som app på din telefon — virker offline og uden App Store.
Åbn Sydmedier App