Med en tre-årig samarbejdaftale med House of Møn, er der lagt op til en endnu bedre lokal turistindsats i hele Vordingborg Kommune. Med aftalen følger 275.000 kr. hvert år.
På anbefaling fra Møn og Sydsjællands Turistforening har et enigt udvalg besluttet at indgå en tre-årig samarbejdeaftale med House of Møn om en øget turismeindsats for hele Vordingborg Kommune. Med aftalen – som endnu ikke er forhandlet på plads – følger der 275.000 kroner hvert
år i 2019, 20 og 21.
”Når et enig udvalg har valgt at indgå en aftale med House of Møn, så er det fordi, at de samler både turistforening, handelsstandsforening, turistvirksomheder og frivillige under én hat. Dermed bredes indsatsen ud, og vi får mest for pengene. House of Møn udfører i forvejen en stor og flot turistindsats, og jeg er ikke i tvivl om, at de med de ekstra penge vil kunne gøre det endnu bedre til gavn for hele kommunen. Sideløbende har vi jo så også en stor og rigtig flot turistindsats, som udføres af VisitSydsjælland – Møn (VISM),” siger formanden for udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv, Susan Thydal.
Det lokale arbejde koordineres tæt med VisitSydsjælland – Møn, som står for udvikling og markedsføring af hele SydkystDanmark, der udover Vordingborg også dækker Næstved, Faxe og Stevns kommuner.
De 275.000 kroner tages fra den pulje på 350.000 kroner årligt, som netop er afsat til at supplere de lokalt baserede initiativer, som understøtter VISM’s strategi for turisme. De resterende årlige 75.000 puljekroner vil blive lagt sammen med udviklingspuljen for turisme. Dermed er der i hvert af de tre år i gennemsnit et beløb på små 600.000, som også skal bruges på lokal turismeudvikling.

Møns Klint – Foto: Kim Ingemann Erichsen (kim@peakmail.dk)