Vordingborg Havn har tegnet et sponsorat med velgørenhedscykelholdet Team Rynkeby, der hvert år cykler til Paris til fordel for børn med kræft og deres familier.
Når Nordens største velgørenhedscykelhold, Team Rynkeby, cykler til Paris til sommer for at støtte kampen mod børnekræft, bliver det med hjælp fra Vordingborg Havn, som netop har tegnet et guldsponsorat med Team Rynkeby Vordingborg.
Sponsoratet lyder på 20.000 kroner, som går ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde.
”Man kan vist ikke undgå at blive berørt, når børn bliver ramt af kræft. Vi fra Vordingborg Havn vil meget gerne bidrage til, at Team Rynkeby kan cykle en masse penge ind til børn med kræft og deres familier”, lyder det fra havnebestyrelsen i Vordingborg Havn.
100 procent til børn med kræft
Det er 15. gang, at Team Rynkeby kører til Paris for at rejse penge til børn med kræft og deres familier. Cykelholdet består i år af 1.600 cykelryttere og 400 hjælpere fordelt på 38 hold i fem lande; Danmark, Sverige, Norge, Finland og Færøerne.
Udover at deltagerne på Team Rynkeby skal passe deres træning til den store cykeltur til Paris, skal de også samle penge ind til børn med kræft. Deltagerne dækker selv deres egne omkostninger, og Rynkeby Foods dækker projektets centrale omkostninger, hvilket betyder, at alle de penge som deltagerne samler ind, ubeskåret går til en af de fem børnekræftorganisationer, som Team Rynkeby samarbejder med i Norden.
”Hovedparten af pengene bliver brugt til at finansiere forskning i børnekræft. Børnekræft er fortsat den sygdom, der tager livet af flest børn i alderen 1-15 år, og der er stadig alt for mange børn, der får alvorlige bivirkninger af den behandling, de modtager, siger direktør i Team Rynkeby Fonden Carl Erik Dalbøge.
Team Rynkeby indsamlede 48,1 millioner kroner til børn med kræft i hele Norden i 2015 – heraf gik 32,8 millioner kroner til Børnecancerfonden i Danmark. Cykelholdene sætter kursen mod Paris den 9. og 10. juli, og er fremme den 16. juli 2016. Team Rynkeby Vordingborg kører mod Paris den 10. juli, med afgang fra Slotstorvet i Vordingborg.
Læs mere på: team-rynkeby.dk
Kilde: Vordingborg Kommune