Danmarks Borgcenter byder på et væld af sjove, spændende og lidt uhyggelige aktiviteter for hele familien i vinterferien uge 7. Der er spøgelsesture, spøgelsesjagt, børnequizz, middelalderlege og middelalderaktiviteter. Du kan prøve at gå på stylter, svinge et sværd, se hvor HØJT ned der er fra toppen af Gåsetårnet og meget, meget mere. Der skrues op for hyggen med fakler og bålsteder på borgterrænet, og Restaurant Borgen sørger for den varme suppe, grillet gris og lækre sandwich til børnevenlige priser.
Afsæt bare hele dagen til besøget – alle aktiviteter er inkluderet i billetten (undtaget Børnenes Borgcenter, hvortil man køber en aktivitetsbillet).
Spøgelsestur i Gåsetårnet
Tag med på (u)hyggelig spøgelsestur i Gåsetårnet – hvis du altså tør! Ridder John fører an og fortæller om alle de uhyggelige og spændende begivenheder, der er sket i det gamle, gamle middelaldertårn gennem tiderne. Hvis du er rigtig heldig, får du måske lov til at kigge ind til den gamle heks, der bor helt alene aller øverst oppe i Gåsetårnet.
Der er spøgelsesture mandag – fredag kl.13 – 14 i uge 7. Turen er inkl. i billetten. Mødested ved Gåsetårnet.
Ghost Hunt
Gå på nervepirrende spøgelsesjagt, hvor det handler om at fange historiske fabeldyr og sagnvæsner, som man troede på i middelalderen. Med spillet Ghost Hunt befinder du dig i en virtuel verden på borgterrænet – men så livagtigt, at du tror, at væsnerne er der i virkeligheden!
Ghost Hunt er på iPad guiden, som er inkluderet i billetten.
Børne quizz
Brug øjne og ører godt, når du besøger udstillingshuset – du får nemlig en lille quiz udleveret sammen med iPad guiden, og hvis du kan svare på spørgsmålene, får du nok en lille præmie.
Quizz og iPad guiden er inkluderet i billetten.
Børnenes Borgcenter
Danmarks Borgcenters egen ridder John står klar til at tage imod børn i alle aldre. I Børnenes Borgcenter kan du prøve forskellige aktiviteter lige som man gjorde det i middelalderen – blandt andet kan du slå din egen middelaldermønt, lave perlekæder, støbe tinsmykker og rulle vokslys.
Aktivitetsbillet købes særskilt og giver ret til to valgfrie aktiviteter. Åbent hver dag i vinterferien kl. 11 – 15.
Middelalderlege
Uden for Børnenes Borgcenter finder du en middelalderlegeplads, hvor du kan prøve kræfter de gamle middelalderlege og spil. Der er fri adgang for alle. Åbent alle dage i vinterferien kl. 11 – 15.
Sæsonkort for børn
Danmarks Borgcenter bliver endnu mere børnevenlig, for nu kan børn komme gratis med på Danmarks Borgcenter resten af året ved køb af en børnebillet. Billetten bliver nemlig automatisk lavet til et sæsonkort og giver adgang for barnet i hele 2015 i følge med en voksen. Sæsonkortet gælder til udstillingshuset, iPad guide, Gåsetårnet samt to udstillingspavilloner.
Entré: Børn 65 kr / voksne 115 kr
Se mere på www.danmarksborgcenter.dk