Fra næste skoleår vil brug af skolebusserne kræve skolebuskort. Alle skolebusruter ændres. Skolernes ringetider ændres eller skolernes opsynstider udvides.
Der vil ske store ændringer for benyttelse af kommunens skolebusser fra starten af skoleåret 2016/17. Kommunalbestyrelsen har besluttet, at skolebusserne lettere skal kunne bruges af alle uddannelsessøgende børn og unge i kommunen. Dette indebærer at skolebusserne, som i dag kan bruges gratis af alle borgere, fra næste skoleår kun kan benyttes, hvis du er uddannelsessøgende med et skolebuskort, som er udstedt af kommunen.
Alle elever, som ønsker befordring med skolebusserne, skal som noget nyt, hvert år i april måned på kommunens hjemmeside bestille et skolebuskort til det kommende skoleår. Skolebuskortet er gratis for de befordringsberettigede folkeskoleelever. Alle andre ikke-befordringsberettigede folkeskoleelever, privatskoleelever, gymnasieelever mv. skal betale for skolebuskortet Det vil koste 1450 kr. for daglig befordring op til 10 km eller 2190 kr. for mere end 10 km. Der kan også købes vinterkort for 60 % af prisen for helårskortet.
Der vil blive oprettet helt nye skolebusruter, som primært bliver fastlagt efter ønskerne fra de befordringsberettigede folkeskoleelever. Skolebusruterne kan udvides efter ønskerne fra de ikke-befordringsberettigede folkeskoleelever, privatskoleelever, gymnasieelever mv. Dette vil dog kun ske i det omfang, at dette kan gøres indenfor budgetrammen, hvori kommunens indtægter fra salg af skolebuskortene indgår. En privat uddannelsesinstitution med ønske om en særlig ruteføring for at sikre befordring af skolens elever, kan betale et årligt driftstilskud til kommunen, som svarer til meromkostningen i forhold til, at ruten kun skulle betjene de befordringsberettigede folkeskoleelever.
Skolebusserne vil til næste skoleår få mere tid til at befordre eleverne. Dette sker ved at folkeskolerne enten forskyder ringetiderne i forhold til i dag, eller udvider skolens opsynstid med eleverne før og efter skoletid. Hvert af de 5 skoledistrikter i kommunen skal således vælge, om de vil fortsætte med de nuværende ringetider og udvide opsynstiden til 30 minutter, eller om de vil forskyde ringetiden i op til 15 minutter før eller efter de nuværende ringetider og fastholde den nuværende opsynstid på 10 minutter.
De nye principper for kørsel med skolebusserne sker samtidig med at skolebusserne udbydes i nye 6-årige kontrakter.
Kilde: Vordingborg Kommune