Til et kongeligt bryllup ville bryllupsmiddagen være overdådig og med et væld af retter til de mange bryllupsgæster. Når Danmarks Borgcenter d. 3. maj kl. 19.00 inviterer til aftenarrangement med middag og fortælling om kongelige ægteskaber er maden også i højsædet, for aftenens gæstekok, Jimmi Keis Thomsen, står for en udsøgt menu, der kunne have været en del af en historisk bryllupsmiddag: Stegt unghane med salvie og bacon, tomat polenta, squash og aubergine kompot, hanesky. Til dessert er der lun æblekage med vanilje parfait og æblesirup
Den gode middag krydres undervejs af museumsinspektør Berit Christensen og afdelingsleder Thomas Tram Pedersen, der fortæller om danske kongelige ægteskaber – både de lykkelige og de meget ulykkelige.
Eventyrenes prinser og prinsesser forelskede sig, blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende – sådan var det! Så eventyrligt gik det sjældent med de danske kongelige ægteskaber tilbage i historien. Som regel blev ægtefællerne nøje udvalgt ud fra politiske hensyn – kærlighed havde ikke noget med den sag at gøre, og de kongelige ægteskaber var sjældent lykkelige. Hvad der foregik bag slotmurene kan vi ikke vide, men man spekulerer jo lidt på hvorfor dronning Helvig valgte at gå i kloster efter 15 års ægteskab med Valdemar Atterdag?
Seneste tilmelding er søndag d. 29. april.