Lørdag den 10. november afholdes Arkivernes Dag, hvor arkiver i hele landet holder åbent hus.
Også i Vordingborg Kommune markeres dagen med ekstraordinært åbent og med en række arrangementer.
Møns Lokalarkiv holder Arkivernes Dag over hele to dage. I år er temaet smede på Møn og arrangeres i samarbejde med Lokalhistorisk forening Møn. Der er foredrag med spisning allerede torsdag d. 8. november kl. 17-19.30. Forfatterne til bogen ”Smedjerne på Møn”, der først udgives
d. 10. november, og indtil da er meget hemmelig, vil denne aften give smagsprøver på bogen og fortælle om det mangeårige arbejde med indsamling og dokumentering af Møns mange smedjer.
Bemærk at arrangementet kræver tilmelding. Lørdag d. 10. november kl. 12-14 holder Lokalhistorisk forening Møn reception på bogen ”Smedjerne på Møn”. Arrangementet foregår på Møns Museum med ”bobler” og lidt til ganen. Samtidig byder Møns Museum og Møns Lokalarkiv velkommen til den lokalhistoriske forening, der fremover får til huse på museet, hvor den vil indgå i tæt samarbejde med Møns Lokalarkiv.
Vordingborg lokalhistoriske Arkiv afholder Arkivernes Dag lørdag d. 10. november kl. 11-14 under temaet ”Dengang jeg var barn”. Der vil være fundet en masse materiale frem fra de sidste 100 år som eksempler på, hvad arkivet rummer, og derudover vises en lille plancheudstilling om
Vintersbølle Børnesanatorium i anledning af 80-året for oprettelsen. I dagens anledning efterlyser arkivet lokale, som har lyst til at blive interviewet og fortælle deres barndomserindringer.
Lundby Sognearkiv arrangerer d. 10. november en mindre udstilling af genstande, som borgere i sognet har skænket i løbet af de seneste 20-30 år. Hver ting fortæller en bid af Lundbys historie, og det spænder vidt: Karetmagerens violin, læge Heides krykkestok, flasker fra Lundby Bryggeri, diverse reklameaskebægre, sygekassens dirigentstok og meget mere. Der bliver serveret kaffe og te i de gamle kopper mellem kl. 10 og 13!
Køng Sognearkiv byder velkommen d. 10. november omkring langbordet! Siden 2007 har arkivet været med til at festligholde Arkivernes Dag med en udstilling. Mange temaer har været i spil gennem årene og har belyst sognet og dets indbyggere på mange forskellige måder. Arkivet har
vist sognet set fra luften, kørt igennem det med alskens forskellige køretøjer, sat fokus på næringslivet, på gårdene, på vejret, på fester – og meget, meget mere. I år inviterer arkivet til et kig i mapperne, hvor de mange udstillinger er blevet samlet, så der er mulighed for at se de udstillinger, du ikke lige fik set eller gense dine yndlingsudstillinger. Hvis du har arkivalier til arkivet, er det også en god dag at aflevere dem. Arkivet holder åbent fra 10-13, og der serveres selvfølgelig kaffe og kage på langbordet.
Langebæk lokalhistoriske Arkiv har valgt at rykke dagen til søndag d. 11. november. Her fortæller forhenværende stadsgartner, Flemming Kruse, om sit virke og om naturen i Sydsjælland i kantinen på det gamle rådhus i Langebæk kl. 13.