I oktober besluttede ejerne af Babette, Vivi Schou og Henrik Pedersen, at eventyret på Kildemarksvej var kommet til sin ende, og den 14. december 2019 er sidste åbningsdag på en af Vordingborgs mest berømte restauranter.
“Vi har haft fuldt hus den sidste måned, og vi slutter af på bedste vis, lige som vi har drømt om. Vores gæster har fulgt os gennem de sidste 30 år, og vi er mega glade for den måde vi kan slutte af på. Og når vi har haft sidste åbningsdag, så skal vi ud og holde julefrokost med medarbejderne, og holde jul.” fortæller Vivi Schou om den sidste tid på Babette.
Vivi Schou og Henrik Pedersen startede Babette for 30 år siden, og har igennem årene været en af regionens førende gourmetrestauranter, hvor også mange kokketalenter er uddannet fra. Både årets restaurant i 1998 og 2017, Årets kok i 2018, og medaljer til kokke- og tjenerelever gennem årene, samt mange andre anerkendelser og priser er det blevet til. Men nu er det slut.
Gode naboer
Bygningen er blevet solgt, og køberne er ikke ukendte – det er nemlig naboen TV2 Øst.
“Lokalerne med Vordingborgs bedste udsigt over byen og vandet, de får ikke lov at stå tomme. Vi er rigtig glade for, at det bliver vores gode naboer gennem alle årene, som nu har købt dem.” fortæller Vivi.
Og på TV2 Øst er de glade for den ekstra plads.
“Vi har længe haft pladsproblemer, og hvis ikke vi havde denne mulighed, så havde vi udvidet på andre måder. Det bliver en del af vores mediehus, men hvordan lokalerne skal indrettes, det finder vi først ud af til januar.” fortæller Vagn Petersen, som er direktør på TV2 Øst.
Babette inviterer til afskedsreception den 17. december, hvor de får mulighed for at sige ordentligt farvel til de mange glade gæster, kollegaer og leverandører gennem årene.
“Vi byder på en lille en og lidt godt til ganen, og så smider vi forklæderne og får tid til at tale med både leverandører og gæster. Hvad fremtiden bringer ved vi bedre i januar – nu skal vi lige have tømt hovedet for travlhed, og have sluttet ordentligt af først.” fortæller Vivi.
Fremtiden er uvis, men der er dog ikke tvivl om at Babette Catering stadig fortsætter, og kalenderen er også booket de næste tre år frem, så helt fri får de to gourmetfolk ikke.
