Simon Olsen fra Vordingborg Bueskyttelaug har kvalificeret sig og er blevet udtaget til Indendørs EM. Simon skal på ungdomslandsholdet repræsentere Danmark. Indendørs EM bliver afviklet i Vittel i Frankrig 7-11 marts og Simon rejser afsted den 6. marts om morgenen, direkte efter indendørs DM for seniorer i weekenden 4-5. marts.
Simon meddelte tilbage i november 2016 Bueskydning Danmark at han ville forsøge at kvalificere sig til EM. Forbundet havde meldt to krav ud – dels et B-krav, der skulle opnås mindst to gange i sæsonen eller et højere A-krav, der minimum skulle opnås en gang.
Simon har gennem hele sæsonen ligget meget stabilt og ved alle stævner med undtagelse af et enkelt har han skudt B-kravet og senest i søndags, hvor han skød A-kravet på hele 581 point ud af 600 mulige.
Ud over at skyde udtagelseskravet næsten hver gang, så har Simon gjort en utroligt god figur ved stævnerne.
Simon har ved de seneste tre seniorstævne med international deltagelse opnået at kvalificere sig i top 16 under kvalifikationen og dermed komme i finalerne. Her har han vist stor stabilitet lige fra 1/8-delsfinaler til finale om pokalen.
Simon har skudt super stabilt og ligget på 146 point ud af 150 point i næsten samtlige finaler. En enkelt undtagelse var i søndags i Hillerød, hvor han i finalen satte ny personlig rekord med hele 148 point. Det var desværre ikke nok, da han var oppe imod Martin Damsbo, der ligger som nr. 8 på Verdensranglisten. Martin skød imponerende 150 point af 150 mulige. Ud over at tabe finaler til Martin har Simon tabt en enkelt finale til Tanja Amdi Jensen, der netop i denne weekend har vundet den præstigefyldte Las Vegas Shoot med imponerende 900 point af 900 mulige.
Simon modtog mandag aften den forløsende besked fra Bueskydning Danmark og landstræner Niels Dall om at han var udtaget til EM.
Sponsorstøtte
Endnu et af Simons mål er dermed gået i opfyldelse og han har dermed fået hårdt brug for den støtte han får fra lokale virksomheder. Blandt andet har Tøj Eksperten Sophus Jensen og Othello Konditoriet givet en god håndsrækning til rejsen til Frankrig. Ligeledes har Simon som fast deltager på ungdomslandsholdet fået støtte fra Vordingborg Kommunes elitestøtte pulje.
Othello konditoriet vil desuden støtte Simon praktisk, idet Simon får madpakke med de dage, han skal direkte fra arbejde og til talentcentertræning i Taastrup.
Sidst men ikke mindst har fotograf Per Rasmussen valgt at støtte Simon ved at hjælpe ham med at få lavet en billedserie af Simon, der viser ham med buen i forskellige situationer.
Bueskydning er ikke ligesom fodbold eller håndbold. I bueskydning, skal man nemlig selv betale for deltagelse ved EM og andre stævner, selvom man er på landshold. Eksempelvis skal Simon selv betale 9.500 kr. for at komme til EM i Frankrig.
Efter EM indendørs i Frankrig begynder udendørs sæsonen så småt og her er det Simons mål at deltage i den Europæiske ungdomsturnering – European Youth CUP (EYC).
Første afdeling af EYC foregår i Maraton i Grækenland i april og anden afdeling i Pocás i Kroatien. Simons mål og ambition er at forbedre hans flotte 3. plads i EYC fra sidste år. Også rejserne til Grækenland og Kroatien skal Simon selv finde penge til, så der er god brug for alle de sponsorer, der vil hjælpe ham videre i hans karriere. Alene de to rejser ser ud til at løbe op i kr. 17.000.