I forbindelse med fejringen af 800-års jubilæet for Dannebrog blev der sat kongekroner op i lygtepælene i Algade i Vordingborg. De skulle symbolisere, at Vordingborg er en gammel kongeby og samtidig lave en forbindelse mellem handelsgade og Danmarks Borgcenter.
Ideen kom fra lokalrådet og blev taget imod med åbne arme af Bycentrum Vordingborg.
“Kongekronerne i Algade tilfører noget historie til gaden og giver de besøgende noget at opleve. Ikke mindst turister vil gerne have en oplevelse med, når de besøger en by”, siger Sacha Keller, City Manager, Bycentrum Vordingborg.
Da kronprinsparret besøgte Vordingborg i forbindelse med dannebrog-fejringen fik kronprinsen en kongekrone magen til dem, der hænger i Algade som erindrings-gave fra byen.
En del af historien om Vordingborg
“Historien om Vordingborg som kongeby er en vigtig del af Danmarks Borgcenter og det bør også være en del af historien om Vordingborg, når man bevæger sig rundt i byen”, mener Sacha og fortsætter:
“Jeg håber kongekronerne får lov til at blive hængende og faktisk er der nogen der har spurgt mig om de ikke også skal hænge andre steder i byen end kun Algade”.
Jørgen Nymark fra Vordingborg By Lokalråd udtaler: “Fra Vordingborg By Lokalråd er der opbakning til en permanent udsmykning i LED lamperne, som en manifestation af Vordingborg by som en gammel kongeby og lokalrådet har reserveret et beløb i tilskud til en permanent fastgørelse, som en sikring mod uhindret fjernelse af enkelteksemplarer”.

Sacha Keller fra Bycentrum Vordingborg med et eksemplar af kongekronerne