Lørdag d. 20. juni fra kl. 15.30 til 21.00 er der lagt op til fest på savannen, når Dansk Folkehjælp introducerer Lolland Falsters nye store familieevent, Safari Live. Unikt placeret blandt Knuthenborg Safariparks vilde dyr, vil nogle af Danmarks mest populære kunstnere, Christopher, Outlandish og Rasmus Nøhr give koncert. Dagen vil desuden være krydret med masser af oplevelser og underholdning for både store og små. Læs mere på www.safarilive.dk som løbende opdateres med nyt om koncerten.
Lolland Falsters nye store familieevent
Dansk Folkehjælp har længe gået med ideen om at skabe områdets største musikbegivenhed, hvor overskuddet går til organisationens arbejde med udsatte børn.
”Vi har længe ønsket at skabe en stor kulturel familieevent, og med Safari Live bliver den vision endelig til virkelighed. Det var helt naturligt for os at placere eventen her på Lolland Falster, hvor Dansk Folkehjælp har sit hovedkontor. Vi er meget stolte over i samarbejde med Knuthenborg Safaripark at kunne præsentere så stærkt et musikprogram i så unikke omgivelser, og vi ønsker med initiativet at skabe en tilbagevendende event som samler hele egnen, ” siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp.
Også Christoffer Knuth, ejer af Knuthenborg Safaripark, glæder sig også over at Lolland Falster nu får sit helt eget store familiearrangement, som han mener, at lokalområdet har ventet på:
-”Vi er meget glade for samarbejdet med Dansk Folkehjælp om at skabe et stort kulturarrangement på Lolland Falster. Det betyder meget for os, at kunne lægge omgivelser til denne koncert, som forhåbentlig kan tiltrække både folk fra lokalområdet så vel som resten af Sjælland. Og selv ser jeg da også frem mod at opleve musikken spille og familier feste midt imellem parkens vilde dyr – det bliver en helt speciel oplevelse, tror jeg.”
Den oplagte familieudflugt
Ud over koncerten er der rig mulighed for at få en dag fyldt med oplevelser. Familier kan med fordel samme dag besøge Tigerskoven og Savannen samt de spændende natur- og vandlegepladser i Knuthenborg Safaripark. Parken holder normalt åbent frem til koncerten, og man kan købe en samlet billet til både Safariparken og koncerten via billetlugen.dk.
Overskuddet går til Dansk Folkehjælps arbejde for udsatte børn
I Danmark lever 65.000 børn i fattigdom ifølge AE – Rådet. En fattigdom, der kan betyde, at børnene må melde pas til sociale aktiviteter, fritidsinteresser, fødselsdage, lejrskoler mv., som forældrene ikke har råd til. Derfor er det også det sociale fællesskab, der er i fokus, eksempelvis når Dansk Folkehjælp hvert år sender socialt udsatte børn og deres familier af sted på sommer-, vinter- og efterårsferier.
Det foregår lørdag den 20. juni 2015 i Knuthenborg Safaripark. Billetsalg starter i dag torsdag den 19. marts via Billetlugen.dk