kontakt@sydmedier.dk      Vordingborg, Præstø, Stege, Møn, Lundby, Langebæk, Stensved, Ørslev, Mern, Nyråd, Kalvehave, Bogø, Jungshoved, Nordfalster

Danmark Planter Ålegræs vil engagere børn og familier i havet

af | 10. juni 2026 | Kalender

Når Danmark Planter Ålegræs d. 14. juni vender tilbage for tredje år i træk, er det med fokus på at knytte Danmarks børn og familier tættere til havet. Derfor byder dagen på aktiviteter, der gør det sjovt at gå på opdagelse i livet under overfladen. Arrangementet afholdes af Tænketanken Hav og Syddansk Universitet ved 28 lokaliteter landet over – heriblandt Stege Nor på Møn. Det foregår på Rødkildevej 45 – Stranden ud for Rødkilde Højskole fra klokken 10-13.

For bare fem år siden vakte det stor opsigt, da et kamera i Vejle Fjord på en 70 timer lang tur hen over havbunden kun registrerede én fisk. I dag er det en virkelighed, som mange børn og unge vokser op med. Derfor er det vigtigere end nogensinde at knytte børn og unge til havet og give dem mulighed for at omsætte deres viden til handling.

Derfor inviteres alle med til at give havet en håndsrækning, når Tænketanken Hav i samarbejde med Syddansk Universitet for tredje gang afholder det landsdækkende arrangement Danmark Planter Ålegræs den 14. juni 2026.

Udover at binde ålegræs på søm og se det blive plantet af dykkere byder dagen på naturbingo, undervandskig på lavt vand og andre aktiviteter, der giver hele familien mulighed for at lære mere om livet under overfladen.

Lovende resultater

De seneste samlede resultater fra sidste års udplantninger viser, at 50 % af udplantningerne enten er i vækst eller stabile – et resultat, der stemmer helt overens med forskernes forventninger under de nuværende forhold med algeopblomstring og iltsvind. Det er lovende og peger på potentiale for udplantning af ålegræs i større skala flere steder i Danmark.

”Jeg er rigtig glad for, at vi for tredje år kan invitere alle med, når vi planter ålegræs på tværs af landet. Ålegræsudplantning er en vigtig hjælp til vores kriseramte havmiljø, men det kan ikke stå alene. Der skal mange indsatser til for at bringe vores samlede pres på havet ned. Danmark Planter Ålegræs skal hjælpe med at engagere befolkningen og skabe forståelse for havets krise – og for behovet for at ændre den måde, vi bruger havet på. Jeg håber derfor, at mange møder op til en god, sjov og informativ dag til gavn for havet,” siger adm. direktør i Tænketanken Hav, Liselotte Hohwy Stokholm.

En hånd til biodiversiteten

Ålegræs spiller en helt afgørende rolle for livet i havet og fungerer blandt andet som levested for små torsk, indtil de er klar til livet på åbent hav. Siden år 1900 er op mod to tredjedele af Danmarks ålegræs forsvundet – blandt andet som følge af kvælstofudledninger. Det har haft store konsekvenser for biodiversiteten og livet under overfladen.

Ålegræsudplantning er en vigtig naturgenopretningsindsats, der både gavner livet under overfladen og sætter fokus på nødvendigheden af en bredere indsats. Men hvis havet for alvor skal på fode igen, kræver det primært markante reduktioner i kvælstofudledningen og udledningen af miljøfarlige stoffer samt en omlægning til mere skånsomme fiskerimetoder.

Frivillige bidrager til videnskaben

Danmark Planter Ålegræs er et unikt borgerdrevet og videnskabeligt projekt. Frivillige står for udplantningerne og indberetter efterfølgende løbende data. SDU bruger herefter data til at vurdere, hvor der kan plantes ålegræs i større skala i fremtiden. Dermed bidrager Danmark Planter Ålegræs til ny viden om, hvor ålegræsset har de bedste betingelser for at blive genoprettet.

Find mere information her: https://www.taenketankenhav.dk/aalegraes

Kilde: Tænketanken Hav

 

Indsend arrangement til kalenderen her:

📷 Billede til arrangementet

ℹ️ Arrangementet indsendes som kladde og gennemgås af redaktionen inden offentliggørelse.


Email

Modtag gratis nyhedsbrev fra SydMedier.dk

 

* skal udfyldes

 

Intuit Mailchimp