Fredag den 14. oktober var der Kulturnat i København, og her var Danmarks Borgcenter faktisk repræsenteret, da museet i samarbejde med designer Jim Lyngvild og Den Franske Ambassade udstillede de genskabte franske kronjuveler.

Marie-Antoinettes imponerende halssmykke kan opleves i udstillingen på Den Franske Ambassade i forbindelse med Kulturnat i København. Foto: Jim Lyngvild.
I juni åbnede Danmarks Borgcenter udstillingen ‘Blod og diamanter’ i samarbejde med designer, Jim Lyngvild, og siden da er publikum væltet ind i udstillingerne for at opleve de genskabte russiske zarsmykker.
Og nu er tiden så kommet til at genskabe de franske kronjuveler. Her har museet det sidste stykke tid nemlig arbejdet på at skabe et udstillingsdesign til en helt ny særudstilling om netop de franske kronjuveler på Den Franske Ambassade i København, som kunne opleves i forbindelse med Kulturnatten den 14. oktober.
“Udstillingen på Danmarks Borgcenter har været en kæmpe succes – publikum er simpelthen væltet ind ad døren for at se Jim Lyngvilds fantastiske genskabte zarsmykker. Så da vi blev spurgt om vi ville hjælpe med et udstillingesdesign til en ny særudstilling om de franske kronjuveler, var vi slet ikke i tvivl – folket kalder på flere genskabte smykker fra Jim Lyngvilds kreative hånd”, forklarer museumschef Thorbjørn Kolbo.
Danmarks bedste udstillingsafdeling
At udstillingsafdelingen på Danmarks Borgcenter hjælper andre med at skabe unikke udstillingsdesigns er dog ikke noget nyt. Faktisk har teamet de seneste mange år hjulpet andre musser, attraktioner og institutioner med at forløse aderes udstillingsvisioner og -potentialer. Museumsdirektør på Danmarks Borgcenter, Keld Møller Hansen, forklarer:
“Vi har Danmarks måske bedste udstillingsafdeling. Derfor kom det slet ikke bag på mig, at Jim Lyngvild og Den Franske Ambassade ville have vores hjælp til opsætningen af udstillingen om de genskabte franske kronjuveler”.
Og netop dette er også grunden til, at Jim Lyngvild ringede til udstillingsafdelingen på Danmarks Borgcenter:
“I Thorbjørn (Kolbo red.) og resten af hans fantastiske udstillingsteam har jeg fundet mine allerbedste legekammerater. De forstår at virkeliggøre mine drømme og de tanker, jeg har”.
Om udstillingen
Udstillingen “Les Diamants de la Couronne – De genskabte franske kronjuveler” kunne opleves på Den Franske Ambassade i København i forbindelse med Københavns Kulturnat 14. oktober – i hvert fald hvis man havde billet. Adgang til udstillingen blev nemlig udsolgt på rekordtid, og det var derfor kun de heldige med billet, der fik lov til at se udstillingen.