Vordingborg Erhvervsforening afholdt deres årlige Erhvervspris-uddeling den 14. november 2019 på Hotel Frederiksminde i Præstø. Manden bag idéen løb afsted med den store pris i år.
Christian Brix-Hansen er administrerende direktør i Brix Design A/S og er tidligere formand for Vordingborg Erhvervsforening. Torsdag aften modtog han sammen med sine to brødre, Joachim og Daniel Brix-Hansen Erhvervsprisen 2019.
”Jeg er selvfølgelig meget beæret og ydmyg over at modtage prisen, som jeg selv var med til at tage initiativ til for flere år siden. Nu ville jeg ønske, at vi havde taget alle vores trofaste og loyale medarbejdere med i dag. Prisen skal helt sikkert bruges sammen med dem.” fortalte Christian Brix-Hansen i hans takketale.
Foruden Erhvervsprisen uddeles også en pris for Årets Mikrovirksomhed, som i år gik til Borre Brugsforening. Begrundelserne var blandt andet den forskel brugsforeningen har gjort for lokalsamfundet på Østmøn, og brugsuddeler Niels Olsen var ligeledes taknemmelig for sine medarbejdere, som også skulle have del i præmien.
”Vi er rigtig stolte, og præmien skal bruges på vores medarbejdere, for uden dem, så var der ikke nogen brugsforening.” sagde han.
Traditionen tro blev Overraskelsesprisen også uddelt. Prisen gives uden nominering, og kan gå til en virksomhed, men også til foreninger, personer eller initiativer, som har gjort sig særligt bemærket i det forgangne år. Denne gang var det en meget overrasket forstander fra Idrætshøjskolen Bosei, som modtog prisen.
”Vi har ikke nogen takketale, for vi vidste ikke at vi ville vinde en pris, men det er vi utroligt glade for.” fortalte Kenneth Retslov, forstander på Idrætshøjskolen Bosei, som også påpegede, at det udtales ”Bosæi”, som betyder at stræbe efter stjernerne, og ikke ”Bosai”, som betyder at gemme sig i tilfælde af luftangreb – til stor morskab for tilhørerne.