Billedkunstneren FINNERMANN med det borgerlige navn Finn Arnesen udstiller i Orenæs Saloner.
Finn Arnesen maler live ved arrangementet og fortæller om sin kunst – inspireret af jazzklaver og soloviolin. Ved flyglet sidder Henrik Skorá, der tidligere har udstillet i Orenæs Saloner og som er en dygtig jazzpianist. Desuden spiller det fremstormende 16-årige violintalent Adam Koch soloviolin med virtuose værker af Bach og Paganini.
Finnermann, der er opvokset i Nykøbing, vil også være kendt af mange som en driftig iværksætter, der tidligere stod bag Czarens Hus, og som for nyligt har købt den gamle kuskestald og kongelige magasinbygning, der hørte til Nykøbing Slot. I magasinbygningen fra 1740 er han i gang med at indrette sit eget Galleri Finnermann, som åbner i påsken 2016. Sammen med 3 andre kunstnere ejer han også Galleri Slotsbryggen i Nykøbing.
Det overordnede tema for Finnermanns billeder er at ”danse med farver”. Der er masser af klare, rene felter i hans billeder malet i cirkler og firkanter, men han benytter sig også af “dripping” teknik inspireret af Jackson Pollock, hvor malingen bliver hældt og dryppet ned på lærredet, og hvor baggrunden er lagt på med hænderne og fingrene som pensel.
Fakta:
21. februar kl. 15.00
Orenæs Saloner
Orenæs Skovvej 12
4840 Nørre Alslev
Entré 100 kr – børn 1/2 pris
Billetter på www.orenaessaloner.dk