Der sker rigtig mange gode ting for Vordingborgskolen / Vordingborg Fri fagskole. Skolen er i gang med en større tilbygning og i september modtog skolen sammen med de andre fri fagskoler 3,4 mio kroner fra Nordea Fonden.
Og nu kan skolen glæde sig over, at der igen er penge på vej. I forbindelse med finanslovsforhandlingerne har regeringen nemlig valgt at støtte de frie fagskoler med et ekstraordinært tilskud på 10,1 mio. kr.
Nye værkstedsfaciliteter
Pengene gives som et engangstilskud og skal gå til at løfte kvaliteten i de frie fagskolers tilbud, herunder styrke indsatsen for at forberede elever til erhvervsuddannelser, opgradering af faglokaler samt videreudvikling af praksis- og anvendelsesorienterede undervisningsformer.
Beslutningen vækker glæde hos for forstander på Vordingborg Fri Fagskole, Jette Rønne, der ser tilskuddet som en klar anerkendelse af Frie Fagskolers arbejde med praktisk interesserede unge:
”Det er en vigtig anerkendelse af skolernes arbejde og ikke mindst frie fagskolers ambitioner om at løfte den praktiske og erhvervsrettede dagsorden”, udtaler forstander Jette Rønne og tilføjer:
“På Vordingborg Fri Fagskole betyder tilskuddet helt konkret, at der nu kan investeres i nye værkstedsfaciliteter, som der ellers ikke har været råd til siden de voldsomme driftsbesparelser fra 2016 og frem”.
Nødvendige investeringer
“Tilskuddet er en vigtig løftestang for den praktiske undervisning på skolen, da vi nu endelig har mulighed for at kunne foretage de nødvendige investeringer i en forbedring af vores værkstedsfaciliteter. Så det ser jeg som et klart signal om at politikerne prioriterer vores arbejde med alle de unge, der har gavn af et praktisk og erhvervsrettet kostskolealternativ”, fortæller Jette Rønne.
Frie fagskoler er erhvervsrettede kostskoler med et særligt lovkrav om undervisning i praktiske og erhvervsrettede fag i mindst en tredjedel af undervisningen. Skolernes to centrale tilbud er EUD-forberedende kurser og 10. klasse for praktisk interesserede unge.